Kinesere har snuppet designvirksomheden Steltons varemærke, og ejeren, Michael Ring, blev sur, da han modtog en e-mail om dette fra Kina.
Af e-mailen fremgik det, at kinesere har søgt og fået ret til at bruge Steltons varemærke. Men kineserne har ikke spurgt Stelton, om det er i orden.
Det er det på ingen måde, pointerer Michael Ring. Han er rygende utilfreds med de kinesiske myndigheders afslag på at yde automatisk beskyttelse til vestlige varemærker, når de driver forretning i Kina.
– Det, der er sket, er legalt. Men det er samtidig moralsk og etisk frastødende, siger Michael Ring om de kinesere, som i dag har rettighederne til at bruge Steltons varemærke i Kina.
Det er ikke kineserne som sådan, han langer ud efter, understreger Michael Ring. For ofte er der vestlige virksomheder bag krænkelser og kopisager i Kina, lyder Rings analyse. Det er blot kineserne, som udfører arbejdet, fordi lovgivningen giver mulighed for det.
I e-mailen gav et kinesisk advokatfirma udtryk for, at de gerne vil hjælpe Michael Ring med at få fat i rettighederne til Steltons navn. Men den hjælp ønsker han ikke.
– Jeg har nægtet at skrive tilbage. Ligesom jeg ikke vil forhandle med terrorister, så vil jeg heller ikke forhandle med banditter, siger Michael Ring, der er sikker på, at det kinesiske advokatfirma arbejder tæt sammen med den virksomhed, som har søgt og fået rettighederne til Steltons varemærke.