De danske banker er utilfredse med de kommende kapitalregler i Basel III, der vil hæve bankernes egenkapitalprocent. De nye regler kan dog give bonus for resten af økonomien, skriver Berlingske Business fredag. Bankernes interesseorganisation, Finansrådet, har udmeldt, at de nye regler vil have store konsekvenser for samfundet, i form af højere omkostninger ved at låne og deraf lavere økonomisk vækst.
– Det er rigtigt, men det vigtigste er, om de nye regler kan gøre os mere modstandsdygtige mod finansielle kriser. For vi ved, at kriser er vanvittigt dyre. Vi ved, at en krise let kan koste i omegnen af et års BNP – det svarer i Danmark til 1600 mia. kr., og i den sammenhæng er bankernes forudsigelser om omkostninger de rene peanuts, siger professor i finansiering ved CBS, Jesper Rangvid.
Han mener, at Finansrådets advarsler er overdrevne, og at de nye regler i stedet vil sikre økonomien mod fremtidige kriser. De nye kapitalregler vil hæve kravet til bankernes egenkapitalprocent af de risikovægtede aktiver fra to til 7 pct. Den Internationale Betalingsbank, der er organisationen bag de nye Basel III regler, mener, at det vil reducerer risikoen for kriser med en tredjedel.