Scan pris-stregkoden på en musik-cd eller film-dvd hos Fona og se en trailer eller hent et musik nummer.
Scan pris-stregkoden på agurken i Irma og få en ny salatopskrift og informationer om dyrkning og oprindelsesland.
Eller scan pris-stregkoden på dvd-afspilleren hos Elgiganten og se en video for hvordan afspilleren monteres.
Med applikationen Scanlife på mobilen kan forbrugerne nu selv scanne de stregkoder, der sidder på varerne – altså de koder, som ekspedienterne i butikkerne normalt scanner for at kode prisen ind i kasseapparatet – og på den måde hente digitalt indhold direkte til telefonen.
Det er virksomheden Scanbuy, der står bag den software, der sætter kameraet i mobilen i stand til at læse de ”gamle” stregkoder.
Moderselskabet Scanbuy Inc. er amerikansk, men etablerede sig i efteråret 2008 i Danmark, hvor især lanceringen af de to-dimensionelle (2D)stregkoder – også kaldet mobile tags – har vakt opmærksomhed.
Senest da DSB for nylig tilbød sine S-togs-rejsende at
scanne sig til aktuel trafikinformation med mobiltelefonen.
Men nu gælder det altså også de ”gamle” 1D-koder, som de fleste kender fra de vanlige indkøb af fødevarer, tøj, sko, forbrugerelektronik og meget mere.
Giver mere aktivitet
Og Jesper Stuhr, der er direktør for Scanbuy i Danmark, har store forventninger tilden nye service:
– Der er allerede millioner af forbrugere over hele verden, som, via deres mobiltelefoner, har adgang til vores software. Og ikke mindst så kender de 1D stregkoden. På den måde opnår virksomheder, der allerede har og bruger 1D stregkoder en hurtig og omkostningslav mulighed for at markedsføre sig via eksisterende 1D stregkoder, siger han.
I USA og Canada, hvor Scanbuys nye 1D service har været i gang i en måned, kan virksomheden se, at antallet af scan som kommer fra 1D stregkoder er 10-15 gange højere end tilsvarende scan fra 2D stregkoder.
– Og det er indlysende. 1D stregkoderne findes allerede på millioner af produkter, så vi forventer os meget af denne nye service, siger Jesper Stuhr.