Folk med en kort uddannelse er i gennemsnit mindre sunde og lever kortere, end dem, der har lange uddannelser. Men der er sket et historisk skred blandt de lavtuddannede og mændene, som er begyndt at interessere sig for, om det er sundt, hvad de lægger i indkøbsvognen.
Det viser rapporten “Hvem styrer indkøbsvognen”, som FDB udsender i dag.
– Det, der overrasker mest positivt i rapporten, er at sundhedsbevidstheden stiger mest blandt dem, der tidligere ikke har interesseret sig for sundhed. 80 procent af os vil gerne tænke i sundhed, når vi handler, og stigningen er størst blandt dem, som vi traditionelt ved, ikke går op i sundhed, siger Joan Preisler, der er sundhedsansvarlig i FDB og medforfatter til rapporten.
Blandt danskere med korte uddannelser er det lidt flere end syv ud af ti, der tænker på sundheden, når de køber ind. I gruppen af mellem- eller højtuddannede gælder det flere end otte ud af ti.

Og mens 21 procent af mændene i 1995 sagde, at de aldrig overvejede, om det var sundt, det de spiste, gælder det nu for 12 procent. I det spørgsmål har kvinderne flyttet sig fra syv til tre procent.
For Joan Preisler som sundhedsansvarlig betyder resultaterne, at FDB nu ved, hvad kunderne vil have.
– Nu ved vi, at vi har kunderne med os. De vil gerne mødes med sunde impulskøb, de vil have ernæringsrigtige opskrifter og mærker, som de kan forstå. De vil have, at de sunde varer får en god placering, så de kan vælge dem.
Politiken.dk