Luftfartsselskabet Air New Zealand har gennem de seneste år slået sit navn eftertrykkeligt fast over hele kloden med sine usædvanlige sikkerhedsvideoer.

Tilbage i 2009 blev selskabet fx kendt for en sikkerhedsvideo, hvor stewardesserne var bodypaintet og siden var det en håndfuld fotomodeller, der vred sig igennem de vigtige sikkerhedsinstruktioner inden take-off – en film Air New Zealand dog måtte fjerne igen efter voldsomme protester.

Og så var der naturligvis den fremragende ”An Unexpected Briefing”, der i oktober 2012 markerede optakten til første del af Peter Jacksons Hobitten-trilogi, og som siden er set over 11 mio. gange på YouTube.

Om kort tid er tredje og sidste del af Hobbitten-filmatiseringen biografaktuel med titlen The Hobbit: The Battle of the Five Armies – på dansk: Femhæreslaget – og det fejrer Air New Zealand med endnu en Middle-Earth-tematiseret sikkerhedsvideo.

Videoen har fået titlen ”The Most Epic Safety Video Ever Made”, og målet med den er ligesom med den foregående at skabe øget turistinteresse omkring New Zealand, hvor store dele af ”Hobitten” – og i øvrigt også den tidligere ”Ringenes Herre”-trilogi – er optaget.