Da burgerkæden McDonald’s blev præsenteret som hovedsponsor for Team Danmark i februar, var aftalen reelt på forhånd forhandlet på plads af marketingsselskabet Sport One Danmark.
Selskabet er ansvarlig for sponsorarbejde og markedsføring for Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund, men har en selvstændig ledelse og bestyrelse. I efteråret 2007 kom Sport One Danmark til enighed om en sponsoraftale med McDonald’s, men først langt senere blev Team Danmarks direktør inddraget i aftalen.
Men på et bestyrelsesmøde i Team Danmark torsdag aften var der enighed om, at den procedure for fremtiden skal ændres.
– Vi har besluttet, at der skal udarbejdes nogle retningslinjer, når vi indgår den type sponsorater. Altså nogle retningslinjer mellem Sport One Danmark og Team Danmark. Sport One Danmark har som selskab nogle interesser omkring det økonomiske, hvor Team Danmark selvfølgelig har nogle interesser omkring det etiske og værdimæssige. Og hvis alle parter bakker op om en aftale, så er det jo langt at foretrække, siger Team Danmarks direktør, Michael Andersen.
Hvordan de nye retningslinjer skal se ud, er bestyrelsen endnu ikke nået frem til, men det essentielle er, at der er enighed mellem både Team Danmark, Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Sport One Danmark, når der indgås sponsoraftaler.
– Det er i hvert fald vigtigt, at når DIF og Team Danmark har lavet et fælles marketingsfirma, at der så er konsensus om, hvad det er for nogle sponsorater, man siger ja til – og eventuelt også hvilke, man siger nej til, siger Michael Andersen, som samtidig slår fast, at der hos Team Danmarks bestyrelse er fuld opbakning til beslutningen om at tilknytte McDonald’s som sponsor.
Men for fremtiden vil Team Danmark være bedre forberedte, hvis der en anden gang skal præsenteres sponsoraftaler, som kan give anledning til stor offentlig debat.
– Vi vil nok gennemtænke en kommunikationsstrategi på det, som skal være tydeligere, end den har været i det her tilfælde, lyder det fra Michael Andersen
/ritzau/