Telia har indledt et nyt samarbejde med det digitale bureau Isobar, der på den korte bane skal hjælpe til med at give kunderne i Telias webshop en bedre oplevelse, og på den lidt længere bane blandt andet skal munde ud i en ny selvbetjeningsløsning til Telias B2B-kunder.  

Det oplyser Christian Agger, der tiltrådte som direktør for Telias enhed Digital & Analytics i april 2020. 

– Vi begyndte samarbejdet i sensommeren 2020, og begynder så småt at udkomme med de ting, Isobar hjælper os med nu. Det er især UX, Design og Frontend samt generel sparring, samarbejdet omfatter, siger han. 

Ny tilgang til digital udvikling 

Han oplyser, at Telia har skruet op for de digitale ambitioner, hvilket blandt andet har udmøntet sig i en ny struktur og en ny tilgang til digital udvikling i teleselskabet.

Det har eksempelvis resulteret i en reorganisering, så der i dag er nedsat et Telia-team, som skal drive den digitale udvikling i samarbejde med personer fra Isobar.  

– Det er en god måde at arbejde med bureauer på. Isobar har masser af erfaringer fra lignende projekter at trække på, som vi kan få glæde af, siger Christian Agger, der også kan fortælle, at Isobar ikke afløser én tidligere, digital samarbejdspartner. 

– Der er tale om en helt ny satsning for os, hvor vi tidligere har haft flere mindre samarbejdspartnere og klaret en del selv. 

Ambitionen med den nye, digitale satsning er blandt andet at få mange flere Telia-kunder til at betjene sig selv digitalt.  Det kræver, at kunderne får ”den samme gode oplevelse online, som hvis de ringer til kundeservice eller besøger Telias fysiske butikker”.  

– Vi er godt på vej væk fra det med at optimere dele af kundeoplevelsen ved at dedikere en pose penge, nedsætte en projektgruppe og se, hvor langt man kan nå, siger Christian Agger. 

De første skridt er taget

Det nye samarbejde er allerede i fuld gang med de første opgaver med webshop og selvbetjening.   

Herefter følger en række indsatser, der alle kredser om ”at gøre det komplekse let for brugerne”. 

Hvornår er I i mål? 

– Vi er godt i gang og så småt ved at udkomme med resultater af samarbejdet, men vi har blot taget de første skridt på en rejse, der aldrig stopper. Kundeoplevelsen er i konstant fokus og bevægelse – og det samme skal vi være som organisation og brand, siger Christian Agger. 

Hos Isobar giver Sidsel Katrine Viby Baggesen, Senior Consultant, det nye samarbejde følgende ord med på vejen:  

– Det er fedt at hjælpe Telia med den digitale kundeoplevelse og tilstedeværelse. Det er et super ambitiøst team, der vil fremad, så der skal fart på. Og samtidig skal vi holde hovedet koldt og øjnene på den overordnede strategi. Det er præcis sådan, vi gerne vil arbejde i Isobar, siger hun i en pressemeddelelse.