Kort før Klimatopmødet gik i gang i København vakte Folketingets formand, Thor Pedersen, opsigt ved at udtrykke skepsis over for regeringens eget lovforslag om at forpligte hussælgere til at energimærke deres boliger.
Forslaget var et angreb på den personlige frihed, mente Thor Pedersen, der samtidig fortalte, at han holder af at komme hjem om aftenen og se lyset skinne ud af alle vinduer i sit store hus, og det har han tænkt sig
at fortsætte med.
Det overraskede ikke klimaminister Lykke Friis, at Thor Pedersen springer ud som klimaskeptiker, og det burde det heller ikke.
For Thor Pedersen har økonomisk interesse i, at verdens elektricitets-forbrug stiger. Således oplyser Thor Pedersen selv på Folketingets hjemmeside, at han har aktier i amerikanske General Electric, der ud over at producere og distribuere elektricitet, i 2000 blev udpeget som den fjerde mest luftforurenende virksomhed i USA af ”Political Economy Research Institute”.
Siden har General Electric forsøgt at tillægge sig en mere grøn profil. Et forsøg The New York Times i 2005 kritiserede skarpt i kommentaren ”Talking Green, Acting Dirty”.
Forbes rangerede i år General Electric som verdens største virksomhed, og den er repræsenteret i Danmark i form af flere datterselskaber blandt andet GE Money Bank.