”Jeg begyndte faktisk at græde, da jeg fik det at vide.”

Ordene er overraskende, da de kommer ud af munden på Morten Bach Jensen. Følelserne sidder da normalt heller ikke uden på tøjet af den esbjergensiske 50-årige topleder i Grundfos.

Men da han i december hjemme hos Grundfos’ CEO, Poul Due Jensen, fik at vide, at han ville blive direktør for en af de fire nye divisioner, som Grundfos ville blive opdelt i, piblede tårerne frem.

”Jeg var ude ved ham en weekend, da jeg fik det at vide. Han havde spurgt, om jeg ikke kom ud til en snak. Og jeg tænkte, at enten ville jeg blive fyret, eller også ville der ske noget godt. Og så fik jeg jobbet,” siger han.

Det er lige knap 25 år siden – med en smuttur til blandt andet bureauet Kunde & Co. undervejs – at han første gang satte sine ben i Grundfos som product manager. Siden har han blandt andet været Group Vice President med ansvar for marketing og salgsudvikling. Et arbejde, for hvilket han i 2018 blev kåret til Årets CMO af Dansk Markedsføring.

At avancere til topleder i Grundfos er aldrig noget, han har regnet med. Men han har drømt om det.

”Jeg tror ikke, det rigtigt er gået op for mig endnu. Jeg har haft første arbejdsdag i dag, og jeg ved ikke engang, om jeg aner, hvad jeg laver,” siger han og griner.

”Jeg har haft nogle afstikkere undervejs, men … har du spillet fodbold som barn?”

Ja, det har jeg faktisk, i Skive i min barndom …

”Hvem var gode dengang?”

Det var måske sådan en som Jesper Grønkjær …

”Ja. Og så går man rundt derude på fodboldbanen og leger, at man er en af de gode på landsholdet. Som Grønkjær. Og jeg troede aldrig, jeg skulle blive en Grønkjær. At jeg skulle blive CEO. Så derfor er jeg enormt ydmyg om det. For det har været en drøm,” siger Morten Bach Jensen.

Fik afslag, første gang han søgte hos Grundfos

Da Morten Bach Jensen første gang søgte job i Grundfos i midten af 90’erne, fik han faktisk et afslag. Men han søgte igen to år senere og blev ansat.

Hvorfor ville du ind hos netop Grundfos?

”Jeg vil gerne kunne fortælle mine børnebørn, når jeg er pensioneret, at jeg har gjort noget godt for verden. At jeg ikke ”bare” har solgt Yankie Barer. Det er Grundfos et sted, man kan gøre,” siger han.

”Vi kan gøre en forskel for både klima- og vandagendaerne på verdensplan. 40 procent af verdens CO2 kommer fra bygninger. Det er virkelig en kæphest for mig, for kan vi ikke løse det, kan vi ikke nå vores klimamål. Og her er de pumper, vi sælger, væsentlige for at løse det problem.”

Som en veldrevet fodboldklub

Hos Grundfos har Morten Bach Jensen nu fået den mundrette titel af CEO for Domestic Building Services Division. Her har han ansvaret for den del af Grundfos, der sælger pumper til private hjem. Det lyder måske ikke af det store, men budgettet i den division, han er ansvarlig for, er i milliardklassen.

”Ansvaret, jeg har, er for en forretning på 8,5 milliarder kroner. Det er på størrelse med en stor virksomhed i sig selv,” siger han.

Processen for at lande jobbet har ifølge Morten Bach Jensen varet over et år internt. Her har han blandt andet været igennem flere tests og samtaler. Og netop derfor var lettelsen også stor, da han fik nyheden.

”Jeg er virkelig blevet målt og vejet på, om jeg var dygtig nok. Det er godt at gøre sig umage med at finde den rette, for det er et enormt ansvar at give folk. Og det er både det og så de 25 år, der gør, at jeg er så glad for, at det er lykkedes,” siger han.

”Jeg er også glad for, at man kan vokse inde i virksomheden. Det er godt med energi udefra. Men det er lidt ligesom i en veldrevet fodboldklub. Du skal både hente udefra, men du skal også internt fostre talenter til øverste hylde,” siger han.

Morten Bach Jensen mener, at en væsentlig del af at nå til toppen for ham har været en sund skepsis over for egne evner.

”Det er godt at have en smule ydmyghed og en lille smule paranoia om sine ting. At være skeptisk over for egne evner. Der er lavet undersøgelser, som viser, at topledere godt kan overvurdere deres egne evner. Derfor har jeg hele tiden forsøgt at gøre det til en dyd at balancere det,” siger han.

Kunden er over alt

Som tidligere marketingansvarlig ved Morten Bach Jensen også, at det kræver en stor indsats at nå skridtet videre til direktionslokalet. Men han har også erfaret, at mange af de ting, han har lært som CMO, har været centrale for at få sit nye arbejde.

“Som marketingmand eller CMO har man mange af de værktøjer, det kræver at blive CEO,” siger han.

Han har allerede inden interviewet skrevet fem ting ned, som han peger på som afgørende egenskaber, en CMO har, der er en styrke som CEO.

Og øverst står kundeforståelsen.

”Det går aldrig af mode. Som marketeer kan du ikke overleve, hvis ikke du har styr på kundeoplevelsen og din kunderejse. Det betyder også, med den kompleksitet, der er i dag, at du har den bedste kundeforståelse i hele virksomheden. Og det har du dælme også brug for som CEO,” siger han.

Dernæst peger han også på følgende ting, CMO’en kan, der er afgørende som CEO:

”Marketingfolk slås hele tiden med at finde et svar på, hvad effekten er af ting, og hvordan vi også agerer på ting, vi ikke kan måle effekten af. Og marketingfolk sidder også ofte i et spider-web med 117 interessenter, der skal manøvreres imellem. Det skal en CEO også,” siger han.

”Derudover er den digitale transformation afgørende i 99 ud af 100 virksomheder som CEO. Det samme gælder i digital marketing. Det er eksploderet, og uden det kan du som marketeer godt glemme at være med. Og det sidste punkt er, at du som CEO skal kunne artikulere et stærkt why. Du skal kunne gøre ting enkle uden at forfladige det. Det kan du også som CMO,” siger han.

Tør tage mere ansvar

Og det er ikke kun CMO’en, der skal skrive sig de fem ting bag øret. Det bør alle ambitiøse marketingfolk, lyder det fra Morten Bach Jensen.

”Du skal passe på med, at du ikke kun har fokus på gimmicks og reklame i sortimentet. Det er ikke det, du skal bruge din tid på. Der er andre vigtige ting på agendaen. Skal marketing positioners højere, og vil du op som CEO, så er de her fem punkter nok vigtigere end kreative priser,” siger Morten Bach Jensen og indskyder:

”Selvom de selvfølgelig også er vigtige.”