Otte procent af Danmarks samlede papirforbrug bliver brugt på reklamer. Det svarer til 113.000 ton, og det er for meget mener den 26-årige kaospilot Philip Hahn-Petersen, der i foråret oprettede bevægelsen ”Indfør et Reklamer ja tak skilt”, som især har vundet
opbakning på Facebook.
Nu har foreningen også vundet tilhængere på Christiansborg, hvor De Radikale, støttet af SF og Enhedslisten, i dag præsenterer et lovforlag, der netop går ud på, at man skal ændre den nuværende ”Reklamer Nej Tak”-ordning til en ja-tak-ordning.
– Når man går rundt i opgange, så vælter det ud med reklamer fra postkasser, og tilbudsaviser flyder på gulvene. Så der er mange mennesker, der ikke læser reklamerne, men åbenbart ikke har fået tilmeldt sig Nej Tak-ordningen. Så den ordning fungerer ikke, som den skal, siger De Radikales forbrugerordfører Bente Dahl til dr.dk/nyheder.
Men inden supermarkederne og deres reklamebureauer begynder at skide grønne grise, skal det nævnes, at der ikke ser ud til at være flertal i Folketinget for forslaget. DF og Regeringen tænkt sig stemme imod.
– Det er helt klart tåbeligt at uddele reklamer, som ryger direkte i skraldespanden. Men der må det være sådan, at det skal være folk selv, som tager et ansvar og sætter Nej Tak-skilte på postkassen, hvis de ikke ønsker reklamerne, siger Venstres forbrugerordfører Flemming Damgaard Larsen.
I øjeblikket har omkring hver femte husstand et Nej Tak-klistermærke på postkassen.