Tim Frank Andersen stopper som Chief Digital Officer hos det KMD-ejede digitale bureau, Charlie Tango.  

Han fortsætter i en ny rådgivende rolle som associeret senior rådgiver for ledelsen.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

“Jeg har været med herinde på Østerbro siden 2006. De første 11 år som partner og bestyrelsesformand for vores tre bureauer, og de sidste fire år som CDO for Charlie Tango. Men nu er det tid til at prøve en ny konstellation og frigive tid til andre projekter,” siger Tim Frank Andersen i meddelelsen og fortsætter:

“Jeg kommer til at hjælpe Charlie Tango på de områder, hvor jeg kan tilføre værdi og erfaring. Samtidig glæder jeg mig til at få mere tid til at gå ind i de startup-investeringer, jeg har lavet.”

Tidligere CEO i Framfab

Tim Frank Andersen startede i 1993 som reklamechef hos Baltica og blev efterfølgende CEO i bureauerne Framfab, Where2Go og Brandzation. 

I 2017 startede han In2Media, hvor han var partner og bestyrelsesformand frem til salget til KMD i 2017. 

Gennem de sidste år har Tim Frank Andersen stået bag en række Charlie Tango-initiativer som bl.a. konferencer, livesamtaler og podcasts under navnet Charlie Tango Talks samt en række white papers, artikler og Tech Prediction-videoer.

Fortsætter samarbejdet

Fremover kommer Tim Frank Andersen til at hjælpe Charlie Tango med forretnings-, salgs- og positioneringsstrategi og vil desuden assistere på udvalgte projekter.

“Tim fortsætter som strategisk rådgiver og sparringspartner for mig og ledelsen herinde. Vi har arbejdet sammen i rigtig mange år, og jeg sætter stor pris på, at vi ikke slipper hinanden helt fremadrettet,” siger bureauets CEO siden medio august, Martin Nebelong, i meddelelsen.

Merete Søby, Executive Vice President hos KMD og overordnet ansvarlig for datterselskabet i koncernen, tilføjer:

“Tim Frank Andersen er en væsentlig stemme i debatten om innovation, digitalisering og forretningsudvikling, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde i den nye konstellation.” 

Skiftet træder i kraft den 31. august.