Efter ti år med Tine Aurvig-Huggenberger i spidsen skal Kreativitet og Kommunikation have ny direktør.

I en pressemeddelelse skriver organisationen, at direktøren har valgt at fratræde sin stilling. Hun stopper med virkning fra januar 2022.

– Det har ikke været en nem beslutning, men livet leves kun én gang. Tiden er lige nu den helt rigtige til at gå i gang med at udleve drømme og opfylde nye ambitioner. Min mand Karl og jeg stopper samtidig, og der er så mange ting, vi gerne vil gøre sammen. Nu skal jeg skrive, jeg vil læse filosofi, lave samtalesaloner og så vil jeg genoplive mit eget rådgivningsfirma, siger Tine Aurvig-Huggenberger i pressemeddelelsen.

Formand for KreaKom, Kim Boisen, takker Tine Aurvig-Huggenberger for hendes indsats.

– I de seneste 10 år, hvor Tine har været direktør, er der opnået fantastiske resultater og skabt en beundringsværdig transformation fra det tidligere DRRB med en fordobling af foreningens medlemstal og et markant forøget kendskab både i Danmark og i udlandet, siger han.

– Med Tines fratrædelse afslutter vi et meget succesfuldt kapitel i foreningens historie, men vi kigger også ind i et nyt kapitel, hvor vi ser masser af nye muligheder. Nu skal vi finde den helt rigtige direktør, der kan stå i spidsen for den rejse KreaKom skal på de næste 10 år, siger han.

Det seneste år har Tine Aurvig-Huggenberger opfordret til, at bureauerne får flere kvinder ind i deres organisationer og arbejder med talentmassen. Hun har til Markedsføring også fortalt om, hvordan KreaKom sammen med fire kvinder havde nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på, hvordan man kan bekæmpe sexchikane og sexisme i branchen.