Det digitale bureau Molamil har ansat to nye seniorkompetencer i skikkelse af Ricki Mae Melchior, der er ny Digital Director, og Joakim Norman, der er ny Creative Director.
Rickie Mae Melchior kommer fra en stilling som Creative Sales Director hos Nodes, og svenske Joakim Norman har senest være Art Director og digital creative hos Wibroe, Duckert & Partners.
Molamil har igennem de seneste fem år indtaget en position i markedet som leverandør af digitale løsninger til bureauer og virksomheder – som eksempler kan nævnes Robert/Boisen & Like-mindeds ”The Generous Store” for Anthon Berg og Wibroe Duckerts & Partners’ Blues-kampagne for Nykredit.
Og Jorge Hernandez, stifter og daglig leder af Molamil, er glad for de nye kræfter:
– Det er fortsat vores strategi at konkurrere med de andre digitalbureauer på kvalitet og ikke kun på pris, så vi er ekstremt begejstrede for at kunne tiltrække to så dygtige profiler som Ricki og Joakim og ser det som en blåstempling af vores hidtidige gode arbejde, siger han og tilføjer:
– I løbet af de senere år har vi set et mønster, hvor kreative bureauer bliver platform-uafhængige og koncentrerer sig om at producere fantastiske idéer i stedet for at forsøge at være all-round specialister. Det giver os muligheden for at bidrage til projekter som digitale eksperter tidligt i processen, hvor vi også opererer som strategiske og kreative sparringspartnere. Vi har nydt denne form for samarbejde med fx Robert/Boisen og på det seneste også DDB.
Molamil blev stiftet i 2008 og har siden da leveret digitale løsninger for bureauer som bl.a. Robert/Boisen & Like-minded, WDP, Ogilvy, Kunde & Co og DDB og brands som Coca-Cola, Toms, KiM’s, Oticon, IBM og IKEA.
Dette arbejde har kastet adskillige priser af sig ved Cannes Lions, Lovie Awards og Creative Circle Awards.
Bureauet har 12 mand ansat på kontoret i Store Kongensgade i København.