De har fart på hos Very Patchwork, hvor man i sidste måned hentede en ny kreativ direktør ind i skikkelse af den tidligere Droga5 lead-strateg Farah Dib.
Nu oprustes også på client-siden, hvor man dels har hentet Frederik Frøsig ind som ny Client Service Director, samtidg med at Jeppe Munksnæs er tilbage efter syv måneders orlov og genindtræder i den danske direktion som Business Development Director.
Frederik Frøsig kommer fra en stilling som global digital marketingsansvarlig hos CO-RO A/S, som har været kunde hos Patchwork og senere Very Patchwork gennem en årrække.
– Fra min position hos CO-RO A/S, har jeg oplevet hvor stærke, Very Patchwork er til at drive indsigtsbaseret og kreativt content, der engagerer, og som har skabt markant værdi og vækst for Sun Lolly-brandet. Derudover har det været inspirerende at følge den udvikling, bureauet oplever, og som jeg glæder mig til nu at blive en del af og forhåbentlig være med til at accelerere, siger Frederik Frøsig og tilføjer:
– Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at arbejde sammen med nogle af de dygtigste folk i branchen.
Kender hinanden fra tidligere
Med sig bringer Frederik Frøsig især betydelig strategisk digital erfaring, og ikke mindst masser af perspektiver fra kundesiden.
– I dag står kunder over for nye udfordringer, som mange brands kan have svært ved at imødekomme, fordi det kræver, at de gør op med vanetænkning og den måde man traditionelt tænker produkt- og forbrugerrelation, siger Frederik Frøsig, som i øvrigt kender Jeppe Munksnæs godt fra dennes tid som Client Service Director hos Isobar og Magnetix.
Selv siger Jeppe Munksnæs om sin tilbagevenden til Very Patchwork:
– Jeg været ude i et halvt års tid, da jeg har været med til at starte Tisvilde Kro, og jeg er taknemmelig over at have fået muligheden for at tage tid ud til en udfordring, der var umulig for mig at sige nej til. Men nu føler jeg også, at jeg vender tilbage med klarsyn og fornyet energi.
– Og jeg har en rigtig god mavefornemmelse for den tid vi går i møde – ikke mindst fordi det nu er så velkendte og erfarne kollegaer, jeg skal sætte kursen med. Det er tydeligt at mærke, at Very Patchwork har skruet op for ambitionsniveauet og fortsat gør det. Jeg har høje forventninger til samarbejdet med Frederik og Very Patchwork, og jeg glæder mig.