To danske studerende ved DMJX Kreativ Kommunikation – Maria Tranberg og Søren Wolff – har vundet en ud af blot 23 uddelte priser ved The Young Ones Portfolio-konkurrencen 2020.
Konkurrencen er en del af The One Show 2020 og anses på linje med Cannes Lions ungdoms-konkurrence, Young Lions, og D&AD’s ditto, New Blood, for at være lidt af en karriere-kanon for vinderne.
Og de to unge danskere er da også stolte af prisen, fortæller Maria Tranberg på mobilen til Markedsføring:
– Man bliver jo altid mega-glad, når der er nogen, der kan lide det, man laver, siger hun, der sammen med Søren Wolff, så nyheden på nettet onsdag aften.
– På grund af corona har alting jo været lidt anderledes end vanligt, så vi har faktisk ikke rigtig fejret det endnu. Måske bliver de til et lille glas senere i dag, siger Maria Tranberg.
”Det er så fortjent”
Og spørger man Jesper Hansen, der er faglig leder af Kreativ Kommunikation på skolen, så falder prisen til de to helt fortjent.
– Maria og Søren var det umage par, der fandt sammen midt på andet året af KK, og deres upolerede, men indlysende talenter stod lidt i skyggen af deres individuelle ydmyghed, siger han.
Jesper Hansen er ikke uvant med at rose sine studerende, som helt generelt gør det imponerende i international sammenhæng. Og han er også fan af de to nye portfolio-vindere:
– Sammen lod de med hårdt arbejde, stor lydhørhed og stålfast vilje deres ideer tale, og de har støt og sikkert opbygget en portfolio, der er 100% “Søren & Maria”, siger han og tilføjer:
– De vinder venner alle vegne, hvor de kommer frem, og de har så meget fortjent at vinde en plads i Young Ones Portfolio 2020.
”Man håber jo altid”
Maria Tranberg og Søren Wolff er i øvrigt ikke uvante med internationale priser. I 2019 vandt de to således en Graphite (svarende til sølv, red.) ved D&AD New Blood.
Hvorfor bruger i krudt på at deltage i disse konkurrencer?
– Fordi det udfordrer os til at blive bedre og skarpere i vores arbejde. Det er ofte super spændende briefs, ikke mindst dem, der kommer fra D&AD New Blood, siger Maria Tranberg.
De to nyslåede portfolio-vindere er fra årgang KK 17-20 på uddannelsen og dermed lige straks færdig med strabadserne på DMJX.
Tænker I, at det også kan hjælpe på vej til et spændende job?
– Altså, vi håber jo altid, at nogen får øje på det, så ja, det tænker vi da også over.
Og drømmejobbet?
– Vi har begge været i praktik på & Co. og det er jo altså bare et rimelig supergodt sted. Så det ville være fedt.
Ikke udlandet?
– Ikke lige nu. Vi var faktisk i dialog med Mother inden corona, men som situationen er nu, satser vi på i hvert fald i første omgang at blive i Danmark. Men måske senere.
Åbner alle døre
Juryen ved The Young Ones-konkurrencen har i øvrigt dansk deltagelse i skikkelse af Creative Circles formand Dorte Nielsen.
Hun siger om årets høst:
– Årets vindercases har især udmærket sig ved at være universelle løsninger. Cases, der går på tværs af kultur og sprog, og det synes jeg bare, siger rigtig meget om, hvor dygtige vores unge kreative er i dag.
Hun mener også, at priserne åbner internationale døre, om end den aktuelle corona-krise sætter begrænsninger:
– Der er masser af eksempler på, at unge danske talenter vinder internationale, kreative priser og derefter får job på fantastiske bureauer i London, Paris og New York. The One Show er et super springbræt for årets to vindere.
Følger fornem historik
Med The Young Ones Portfolio-prisen følger Maria Tranberg og Søren Wolff fornemt op på en lang årrække af fine danske præstationer fra unge, danske kreative på de internationale scener.
Ved Cannes Lions, populært kaldet VM i reklame, har danske teams i de seneste tre år sat sig på metal:
I 2017 vandt Fie Lyster og Casper Mandrup, dengang Zenith, Publicis Media, sølv ved Young Lions i den kategori, der dengang hed Cyber.
I 2018 vandt Andreas Arnaa og Jesper Sichlau, dengang MediaCom Beyond Advertising, i dag Brandhouse, guld i Film-kategorien ved Young Lions.
Og sidste år tog Klara Vilshammer og Christoffer Boas, guld i Digital-kategorien.
I 2019 vandt tre studerende ved DMJX Kreativ Kommunikation – Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfält – den første, danske Black Pencil nogensinde ved D&AD New Blood-konkurrencen.
Samme år vandt et andet DMJX KK-team, Mathias Gudberg Juel og Oliver Strzelbicki, en af de næsten lige så sjældne White Pencils, og det blev det år til i alt otte danske New Blood-priser.
Også ved Eurobest har danske ungdoms-teams markeret sig: I 2019 markerede et dansk team – Martin K. Ettrup fra Nørgård Mikkelsen og Sebastian Egelund Østgaard, der er selvstændig kreativ, sig med bronze. Det var fjerde år i træk, et dansk team vandt metal ved dén konkurrence.
Også The Young Ones Portfolio-konkurrencen har tidligere haft danske vindere:
I 2017 vandt Klara Vilshammer og Christoffer Boas samt Simone Wärme og Jeppe Vidstrup – dengang alle fire studerende på Kreativ Kommunikation på DMJX begge en af de eftertragtede priser.
Fremhæver yndlings-case
The One Show er blandt klodens største og mest prestigefyldte awards, og ungdomsafdelingen Young Ones står ikke tilbage for de voksne:
Typisk deltager op mod 5.000 studerende fra over 175 forskellige skoler fordelt på mere end 30 lande.
Markedsføring spurgte Maria Tranberg, hvilken af de mange cases, der ligger i portfolioen indtil videre, hun er mest stolt af.
– Det må blive All Within-casen for Adidas, som vi vandt ved D&AD for sidste år, siger hun.
Casefilmen for den kan du se her.