”Hvilke tre reklamer (danske eller internationale) synes du har været de bedste i 2026 indtil videre – og hvorfor?”
Sådan skrev vi til seks kendte navne fra den danske reklame- og marketingbranche, og de ville gerne lege med.
Trine Keller, der er nyansat head of creative på Accenture Song, tager sig af fredagens skud, og hun skriver indledningsvist følgende:
“Det, jeg har fokuseret på, er at vælge det, jeg har kunnet huske, uden at skulle søge efter det. Noget der har sat et aftryk på mig i en tid, hvor jeg ikke har levet og åndet reklame, snarere tværtimod.”
”Jeg har især fokuseret på deciderede reklamer, mere end kampagner, hvilket faktisk også har været en god øvelse.”
Her får du Trine Kellers tre udvalgte cases.
ADIDAS – BACKYARD LEGENDS
”Et vidunderligt lille værk, der både fik mig til at glæde mig til VM og til at se gamle goal shows. Med det bedste fra nutiden blandet med minder, fra dengang alle i min generation væltede os i legender, vi kun kunne se på TV.”
”Det emmer af en reklamestorhedstid, hvor alt fra Pepsi til netop Adidas spillede med ambassadør-musklerne. Havde der bare stået ”Impossible is Nothing” til sidst …”
Læs mere om casen her og se Adidas-filmen herunder.
Artiklen fortsætter under filmen.
ANTHROPIC / CLAUDE – HOW CAN I COMMUNICATE BETTER WITH MY MOM
”Det er bare enormt flot håndværk af alle involverede.”
“Så tydelig forståelse af kontekst og kulturen, faktiske indsigter fra målgruppen – og ikke bare de datapunkter, som vi så ofte ser løftet som indsigter – timingen, musikvalg m.v. Virkelig, virkelig flot filmarbejde.”
”Mange har sagt meget og vil nok blive ved med det, for det er én, man husker.”
LEGORA – LAW JUST GOT MORE ATTRACTIVE
”Det er bare dejligt reklamearbejde. En god film med det helt rette talent. Hvor produktet får lov til at træde i baggrunden, og vi bare underholdes og måske ikke altid lige hænger med, men det gør ikke noget.”
”Og vi sidder alligevel tilbage med et aftryk af, hvilket firma dette er, og at det hele bare giver mening.”