Man kan ikke med rimelighed beskylde Jens Krog og Claus Wittenborg for at rende af pladsen.

Begge har i næsten 30 år været en del af bureauet Advance – de seneste 20 år som CEO’s. Men fra årsskiftet giver de stafetten videre.

Modellen med to CEO’s fortsætter dog: Nye topchefer på bureauet bliver således Ann-Louise Rosen og Camilla Grove Pelle.

”Det er selvfølgelig altid svært at afgøre, hvornår det rette tidspunkt er. Men bureauet er nu godt tilbage efter et hårdt corona-år, så det føles rigtigt at give stafetten videre til Ann-Louise og Camilla, samt resten af ledergruppen og partnerkredsen på nuværende tidspunkt,” skriver Jens Krog i en meddelelse til Markedsføring.

Han understreger, at der på ingen måde er tale om en ”pensionering”, da både han og Claus Wittenborg vil udbygge det bestyrelsesarbejde, de har uden for Advance.

Begge vil fortsat have kunderettede opgaver i en overgangsperiode i 2022. Generationsskiftet gennemføres dermed glidende og har været undervejs nogle måneder, oplyses det.

Vil forløse potentiale

De to nye Advance-CEO’s, Ann-Louise Rosen og Camilla Grove Pelle, kom begge til bureauet i 2017. Begge indtrådte i partnerkredsen i 2019. 

Ann-Louise Rosen har tidligere været hos Kunde & Co, Danske Bank og Ogilvy, mens Camilla Grove Pelle kom fra det digitale bureau Vertic, hvor hun var mangeårig partner og ansat siden 2003. 

”Da jeg kom til for snart fire år siden, valgte jeg Advance til for det internationale potentiale, jeg så – og den stærke kultur. Det glæder jeg mig meget til at videreudvikle,” siger hun i meddelelsen og fortsætter:

" Vi har altid været optaget af at skabe et bureau, hvor vi selv har lyst til at være.
Jens Krog, CEO (afgående), Advance

”Vi har et super stærkt fundament for at levere kommunikationsløsninger internationalt, og det store potentiale skal vi forløse endnu mere.”

Hun suppleres af sin nye CEO-makker, Camilla Grove Pelle: 

”Jeg glæder mig både til samarbejdet med Ann-Louise og resten af ledelsen og vores dygtige team af medarbejdere. Jeg er stolt af at se, hvor meget vi har styrket leverancen digitalt hos Advance de seneste år. Både på eksisterende kunder – og på de mange nye kunder, der er kommet til.” 

Plus på bunden i alle årene

Advance har gennem årene udviklet sig til at være et af landets mest internationalt orienterede bureauer, hvor 85 procent af opgaverne er rettet mod udenlandske markeder.

Og ifølge Claus Wittenborg har årene med Advance været ”et kæmpe privilegium”.

”Vi er megastolte af, at Advance gennem årene er gået fra et nichebureau til et bureau med en stærk international kundeportefølje og masser af internationale kollegaer. Samtidig med, at vi siden 1976 har fastholdt samarbejdet med LEGO, som var med, da Advance blev etableret.”

Jens Krog tilføjer, at ikke bare lange kunderelationer, men også langvarige medarbejderrelationer altid har karakteriseret Advance.

”Det er Claus og jeg jo selv beviser på, og de to ting hænger formodentlig sammen. Vi har altid været optaget af at skabe et bureau, hvor vi selv har lyst til at være. Og når så vi kan prale af altid at skabe en positiv bundlinje trods svære markedsvilkår, så føler vi, forretningsmodellen har bevist sit værd.”

Direktørskiftet på Advance finder sted pr. 1 januar 2022.