Det har ikke været en udpræget nem sommer for den danske del af Grey-gruppen.
Grey København har mistet to store budgetter, og samtidig har Robert/Boisen benyttet en mulighed for at købe sig ud af Grey-gruppen og dermed den store WPP Group.
Robert/Boisen blev ellers af Greys nordiske koncernchef, Carl Erik Kjærsgaard, karakteriseret som lokomotivet blandt Grey-gruppens danske reklamebureauer. Og ikke uden grund.
Ud af reklamebureau-gruppens samlede bruttofortjeneste på 100,1 mio. kr. i 2006 står der Robert/Boisen på de knap 24 mio. kr. Altså omkring en fjerdedel.
Men først og fremmest – ud af et samlet driftsresultat for gruppen på 11,6 mio. kr. tegner Robert/Boisen sig for de 7 mio.kr. Det er næsten t o tredjedel.
Intet valg
Hvad angår Robert/Boisens beslutning om at gå solo, havde Carl Erik Kjærsgaard imidlertid nok ikke rigtig noget valg.
WPP Group med Sir Martin Sorrell i spidsen er notorisk kendt for at være overordentlig vanskelig at købe sig fri af, men ifølge adm. dir. Kim Boisen fra Robert/Boisen & Likeminded havde man allerede for ni år siden, da bureauet blev stiftet i samarbejde med Grey, sikret sig retten til at købe sig fri, hvis man skulle ønske det.
Han har været glad for samarbejdet med Grey, men siger om årsagen til, at man traf beslutningen:
– De store netværk er skabt før internettet og globaliseringens tid. Det var bureauerne, der skulle have kompetencerne på de enkelte markeder. Men det er først og fremmest mediekompetencen, der betyder noget i dag, og den ligger hos mediabureauerne. Desuden kan kunderne meget mere selv, og vi oplever ikke, at kunderne efterspørger et netværk. Snarere tværtimod. Der er et behov for skiftende samarbejdspartnere og måder at samarbejde på – et om råde hvor vi allerede har oplevet, at vores delvise internationale ejerskab har været en hæmsko.
Kundetab
Når Robert/Boisen i regnskaberne for 2006 fremstod som lokomotivet så skyldtes det først og fremmest trængselstider hos Grey København og G2, for både Uncle Grey og det lille Dyhr/Hagen kom begge ud med fornuftige regnskaber.
Men især Daniel Hofmanns afgang som adm. direktør blev tildelt en stor del af skylden for, at Grey København kom ud med et meget dårligt resultat. G2 (tidl. Grey Syncronized Partners) kom endnu engang ud med et dårligt resultat og er nu ved at blive fusioneret ind i Grey København.
Problemet er bare, at sommeren heller ikke har været god ved Grey København.
Lige op til sommerferien tabte man Metro-budgettet til Winwin og som det fremgår af dette nummer af Markedsføring, har man nu også mistet Top-Toy til Brandhouse.
Top-Toy omfatter bl.a. Fætter BR og er kendt som et meget betydeligt budget bl.a. på grund af en stor produktion. Firmaet har dog nu besluttet at insource produ ktionen og i stedet indlede et strategisk samarbejde med Brandhouse.
Det lykkedes ikke inden dead-line at få fat i Grey-gruppens øverste chef, Carl Erik Kjærsgaard, for en kommentar til sommerens begivenheder.