Opfølgeren til en af de senere års mest prisvindende reklamefilm herhjemme – TV 2’s ”Alt det vi deler”, skabt i samarbejde med & Co. – markerer sig nu ligesom forgængeren på de internationale award-scener.

Filmen, der bærer titlen ”Alt det vi deler – forbundet”, som er skabt af TV 2 selv med New Land som produktionsselskab, er således nomineret ved Clio Entertainment Awards 2019 i tre kategorier: Branded Entertainment & Content, Social Video og Channel/Network Branding.

– Vi er meget stolte på TV 2. Vi havde selvfølgelig ikke sendt ind, hvis ikke vi mente, vi havde en chance. Men når man ser feltet af store internationale aktører, er det svært ikke at føle ydmyghed, siger Chaga Signe Bruun, Creative Director hos TV 2 Creative.

Ifølge nye tal fra TV 2 har filmen genereret godt 56 millioner video views og har på Facebook fået over 1,6 millioner likes, kommentarer og delinger. Alt sammen organisk vel at mærke.

TV 2-filmen er i øvrigt også i spil til priser ved årets True Award, hvor den er shortlistet i to kategorier – plus Norstats Publikumspris.

Store følelser

I den Clio-nominerede film går TV 2 tættere på de fællesskaber, vi kan have med andre mennesker.

Det gøres i praksis ved, at man sætter to umiddelbart fremmede over for hinanden, hvorefter det afsløres for dem, at de har noget særligt til fælles. 

F.eks. er der historien om Anna, hvis mand under en løbetur faldt om af hjertestop, som i filmen står over for den mand, Knud, der kom ham til hjælp og reddede hans liv.

Og det er de følelser, set up’et fremkalder hos deltagerne – og seerne – der gør filmen så rørende og seværdig, og som altså nu har været med til at sikre tre finalepladser ved Clio Entertainment Award 2019.

Men selvfølgelig er det først rigtig sjovt, hvis nomineringerne udmønter sig i statuetter, lyder det fra Chaga Signe Bruun.

– Og det vil være en ære at modtage en Clio Award, som siden tresserne har været forbeholdt det ypperste inden for reklame, siger hun.

Godt dansk Clio-år

Skulle det lykkes TV 2 at komme på podiet ved Clio Entertainment Awards, kan det bringe årets danske Clio-høst op på minimum 11 priser.

I maj vandt Envision og Hummel således tilsammen tre bronze ved søster-awarden Clio Sport for casen ”Patchwork of Dreams”, hvor det danske herrelandshold i fodbold – som Hummel er tøjsponsor for – bytter trøjer med deres fans.

Dertil kommer – ikke mindst – en fornem høst ved ”moder-prisen”, Clio Awards, hvor det blev til hele syv priser: To guld og en sølv til Mensch/Sansir og Visit Faroes Islands, to sølv til & Co. og Bianco og en sølv og en bronze til Virtue og Carlings.

Priserne ved Clio Entertainment Awards 2019 uddeles den 21. november i Dolby Theatre i Hollywood, Californien.

TV 2-filmen er instrueret af Christian Holten Bonke og produceret af New Land i samarbejde med TV 2’s eget produktionsteam. 

Se alle årets Clio Entertainment-finalisterne her – og se eller gense TV 2-filmen herunder. 

Credits under filmen.

Credits

  • CMO: Jacob Weinreich / TV 2
  • Head of Branding: Vicky Wassmann Dahi / TV 2
  • Senior Brand Manager: Kasper Adsbøll / TV 2
  • Creative Director: Chaga Signe Bruun / TV 2
  • Kreativ konceptudvikler: Kristian Vestergaard / TV 2
  • Kreativ konceptudvikler: Thomas Torp / TB
  • Kreativ: Sophie Leegaard / TV 2
  • Kreativ: Sebastian Zamorski / TV 2
  • Kreativ: Jakob Bo Veibel / TV 2
  • Kreativ: Mark Lauritzen / TV 2
  • Head of Production: Helle Jensen / TV 2
  • Produktionsleder: Leonore Skousen / TV 2
  • Projektleder: Julie Møller Lindblad / TV 2
  • Instruktør: Christian Holten Bonke
  • Producer: Nadja Kristensen / New Land
  • DOP: Kasper Wind
  • Klipper: Nicolaj Monberg
  • Lyddesign: Kevin Koch
  • Komponist: Kristian Eidnes Andersen
  • Research: Rikke Buxbom / TV 2
  • Research: Søren Rasmussen / TV 2
  • Research: Freja Mailund Westh / TV 2
  • Research: Amalie Rud Seerup / TV 2
  • SoMe Lead: Lars Aaes / TV 2
  • SoMe Lead: Samantha Foltmar / TV 2
  • SoMe manager: Louise Dohn / TV 2
  • Kreativ: Jacob Nordentoft / TV 2
  • Kreativ: Thomas Helt / TV 2
  • Junior Kreativ: Nynne Frost Andersen / TV 2
  • Digital projektleder: Christian Erik Andersen / TV 2
  • Still-fotograf: Atli Thor Alfredsson