For at booste interessen for anden sæson af TV 2’s program ”Forræder” gik TV 2 på premieredagen, fredag den 12. april, ud med en digital kampagne, hvor danskerne kan teste egne evner til at lyve og manipulere.
Testen, der er udviklet i et samarbejde mellem TV 2 Creative og det digitale bureau Hello Monday / Dept, er er en interaktiv oplevelse, hvor Johannes Nymark – sidste års vinder af ”Forræder” – aflæser brugerens reaktioner gennem forskellige spørgsmål og små opgaver.
Med kamera og mikrofon slået til kan man på sitet få analyseret sin stemmeføring og mimik, ligesom test-sitet registrerer diverse bevægelser i tilfælde af, at man f.eks. viser tegn på at lyve. Som for eksempel hvis man blinker for meget.
Veronica Sascha Stahl, der er tekstforfatter på TV 2’s inhouse-bureau, TV 2 Creative, og kreativ på kampagnen, forklarer, at grebet handler om at give danskerne muligheden for selv at prøve at være med i ”Forræder”.
”Når man sidder og ser programmet, tænker mange “det kan da ikke være så svært” og “jeg ville sagtens kunne bedrage og lyve” – men det er faktisk en del sværere, end folk lige går og tror,” skriver hun i en mail til Markedsføring.
”Du må øve dig mere”
”Med kampagnen er det tanken, at alle, der har lyst, kan få muligheden for at få en smagsprøve af at være med,” skriver Veronica Sascha Stahl.
Under testen er man angiveligt i et skummelt lokale på Hvedholm Slot, hvor optagelserne finder sted, og gennem POV af kameraet får brugeren følelsen af selv at være i kældermørket med Johannes Nymark.
Jeg forsøgte selv med rolig og fattet stemme og fast blik i kameraet at ’overbevise’ sitet om, at jeg helt sikkert ville være en overbevisende løgner og manipulator, men det gik ikke så godt.
”De loyale ville stemme dig hjem allerede på dag 2! En ægte forræder kan mestre løgnens og manipulations kunst, så du må øve dig mere,” lød vurderingen fra sitet, hvor bedste karakter var 6/10 på ’øjenkontakt’.
”Da første sæson kørte, fornemmede vi en tydelig interesse hos seerne i at engagere sig i programmet. For eksempel er der blevet efterspurgt et program for “almindelige” danskere. Så vi har forsøgt at lave noget andet denne gang,” skriver Veronica Sascha Stahl og tilføjer:
”Noget, som går ud over en trailer, og som vil engagere danskerne og invitere dem mere ind i hele universet.”
Det er æren, der tæller
Credits
TV 2
Senior Brand Manager: Jesper Andersson
Creative Director: Chaga Signe Bruun
Konceptudvikler, AD: Kristian Vestergaard
Konceptudvikler, AD: Emil Gammeltoft
Konceptudvikler, tekst: Veronica Sascha Stahl
Film kreativ: Kevin John Vestdam
Kreativ producer: Maria Louise Ottesen
Projektleder: Louise Brinkland
Social media manager: Line Smed
Motion: Simon Daugaard
CMO: Jacob Weinreich
Hello Monday
Producer & Communications Manager: Ellen Marie Hvam
Technical Lead / Senior Creative Developer: Torben Dalgaard Jensen
Designer og Developer: Victor Delaunay Rønnow
Designer: João de Almeida
Creative Director: Jeppe Aaen
CTO: Anders Jessen
Allerede fredag formiddag, inden programmet havde premiere om aftenen, havde 15.000 været inde at besøge sitet, og i dag, mandag formiddag den 15. april, er det tal steget til næsten 82.650.
Ifølge Veronica Sascha Stahl har TV 2 ikke sat et konkret benchmark på, hvad sitet skal præstere, men hun er glad for de foreløbige resultater.
“Det er mega fedt. Vi håber, og tror på, at det er en aktivitet, der vil føles ny for mange danskere, og som man kan samles om, særligt som familie – som er en stor del af den målgruppe, der ser programmet. Og med Johannes Nymark som Master-Forræder håber vi på at kunne trække en masse fans fra første sæson ind.”
Kan man vinde noget, eller er det kun for at skabe awareness?
“Man kan ikke vinde en bamse eller en tur til Lalandia. Men man kan vinde den store ære af at få den fornemme titel som Forræder – og derved få lov til at “bære” den famøse grønne kutte,” skriver Veronica Sascha Stahl, der tilføjer:
”Men det er selvfølgelig mest for at skabe hype og awareness omkring den nye sæson. Og det tror vi på, at vi kan med denne kampagne.”
Ud over test-sitet omfatter kampagnen også trailers, uddeling af ’Forræder-breve’, print i magasiner og influencer-samarbejder, oplyser Veronica Sascha Stahl.