Da Jan Sonnergaard gik på den såkaldte forfatterskole, blev han belært om, at et ord som ”radiator” aldrig ville kunne forekomme i skønlitterære tekster. Det skal jeg sgu nok selv bestemme, sagde Sonnergaard og skrev et bundt beskidte noveller, som netop fik gennemslagskraft ved at være opkaldt efter et varmeapparat. Den vrede unge mand lagde vægt på at bo beskedent i Københavns Nordvestkvarter og fik på kort tid opbygget sit personlige brand, som han kan leve højt på, også i pauserne mellem nyudgivelserne. Sonnergaard opnåede sågar status som hjemstavnsforfatter. Da NV skulle have et kvarterløft, blev ”Radiator” omdelt gratis til samtlige husstande for at styrke det lokale tilhørsforhold efter devisen: I ? (INDSÆT HJERTE) NV, for her har vi vores egen forfatter.
Man skelner mellem den smalle og den brede litteratur. Den smalle består af digtsamlinger eller korte tekster, eventuelt tekster i grænselandet mellem lyrik og prosa. Det er vel sn art et halvt århundrede siden, at den toneangivende klasse dikterede rimfri digte og latterliggjorde genkendelige motiver i malerkunsten eller melodier i musikken. Verdens vedvarende kaos skulle reflekteres af formummede fraser og fortvivlede formers farveflugt. Småborgerskabets forestillinger om idylkunst blev hånet eller nådigt tiet ihjel.
At tale om markedsføring af kunst var nærmest utænkeligt for bare 25 år siden. Af kunsten måtte man forlange, at den skulle være formsprængende, grænseoverskridende og frem for alt progressiv. Det kommercielle foregik så diskret som muligt. Kunstneren var hævet over hverdagens eksistenskamp, og hans selviscenesættelse var naturligvis spontan og tilfældig.
For tiden er det ikke på mode at skrive smukke sonetter om guldalderlandskaber med rislende bække og syngende drosler. Civilisationens snarlige undergang og den aldrig svigtende forundring over at se sig selv i et spejl er sammen med ubearbejdet hjertesorg temaer, der nok kan trække 32 sider á 12 linier plus titelblad og kolofon. Med et oplag på 250 eksemplarer, heraf 50 frieksemplarer, er digtsamlingen naturligvis det rene tilsæt for forlaget, som imidlertid håber, at der midt i ordmosen skjuler sig en kostbar natursten, der kun venter på at blive slebet, og at den omsætningssvage bog er en investering i et kommende talent.
Berøringsangsten over for erhvervslivet er for nedadgående. Ingen forfatter har noget imod, at BG Bank har afsat et pænt beløb til uddeling af priser og køb af bøger, og hvis der vanker 20.000 kr. for enden af regnbuen, kan man godt overvinde sin indre puritaner og snige enkelte bankudtryk ind i sin tekst.
Kendte internationale forfattere har modtaget millioner af dollars for at indskrive bestemte luxusmærker i deres romaner. Man kan næppe forestille sig nogen lettere måde at tjene penge på, men forfatterens og hendes agents moralske overvejelser skal der naturligvis også betales for.
Adam Oehlenschläger fremtryllede Aladdins forunderlige lampe, en magisk rekvisit fra fantasiens verden. Nu om stunder omgiver vi os med alle former for lys og skærme og mirakler, som verden aldrig har set magen til. Se, her er et jomfrueligt område for vore digtere. Det er da mirakuløst, at man kan få en digital diktafon, der vejer 34 gram og har kapacitet til optagelse af 34 timers tale. Den lille fikse USB-butterfly, der kan opbevare et helt tankeslot på bunden af en skjortelomme, fortjener også at blive besunget af skønånder, som kan se det forbløffende i disse teknologiske tigerspring, der ophæver alle kendte forestillinger om forholdet mellem kapacitet og volumen. Det er ikke poetisk, siger poeterne måske. Jo, det kan det godt blive: ”Ud at se med USB/Stikket der er nemt at se/passer alle apparater/det kan næppe blive smarter’.” Nå ja, den var lidt letkøbt.
For at fremme de bløde værdier ansættes virksomhedsforfattere, der får frie hænder til at skrive noget, der er hverdags-vedkommende og kan genkendes af medarbejderne. Det er sandsynligvis sundere at møde sit publikum ansigt til ansigt end en time på forfatterskolebæ nken.
En kantate, der hylder programdesignere, spilkonstruktører og mobiltelefonoperatører ville være i takt med tiden. Disse helte, der driver verden fremad, kunne nok fortjene et skulderklap. I stedet for bevidstløst at fordele ridderkors til den offentlige sektors søvnige sjæle burde dronningen her og nu belønne frontfigurerne i den teknologiske udvikling. Janus Friis med Skype eller Giga-manden Finn Helmer er langt vigtigere rollemodeller end den kontorchef, der gennem et langt liv har holdt styr på Beredskabsstyrelsens beholdning af gasmasker. Ja, helt skævt er det såmænd ikke – Jonathan Ive, designeren bag iPod, er netop blevet hædret af den britiske dronnning som Commander of the Most Excellent Order of the British Empire. Skråt op med konventionerne og hurra for innovatorerne.