Ni nye kreative profiler er inden for kort tid trådt ind ad døren hos det kreative bureau Uncle Grey.
Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring, hvor det fremgår, at der er tale om fire ’faste’, fire i praktik og en strategy intern.
”Med tilgangen af en række nye globale brands og stigende aktivitetsniveau hos eksisterende samarbejdspartnere har der været behov for at tilføje yderligere talent til det kreative hold hos Uncle Grey,” skriver Lars Samuelsen, chief strategy officer og creative chairman i Grey Group, i mailen og tilføjer:
”Vi er så heldige at kunne sige velkommen til en række nye kollegaer, der både har talent, ambitioner og en kæmpe lyst til at lave fantastisk arbejde. Fantastisk start på den nye sæson.”
Et af de mest kendte navne i bureau-sammenhæng er nok Christian Skjøtt, der er ny senior creative hos Uncle Grey.
Han kommer senest fra en stilling som hos senior art director på Pong og har tidligere blandt meget andet gjort sig internationalt bemærket ved at vinde ungdomskonkurrencen ’Our Sustainable Future’ to år i træk.
Nye unge talenter
Dertil har Uncle hentet et nyuddannet team fra DMJX Kreativ Kommunikation ind, Frida Snekkerup og Monique Marie Funch, som blandt andet har været et smut forbi det anerkendte Paris-bureau Marcel.
Og så har Julie Hermann, tidligere freelance på &Co. og en erfaren content creator, sluttet sig til Uncle-flokken.
Dertil kommer fire unge praktikant-talenter, oplyser Uncle Grey.
To kommer fra DMJX KK, Liv Randklev og Mathias Meldgaard, som for nylig nappede en pris ved den prestigefulde D&AD-ungdomskonkurrence, New Blood, for deres case ”Every screen is an Xbox”.
Og to fra KEA, Creative Branding: Álfheiður Björk Bridde og Cecilie Aamann Yde-Andersen
Endelig er Sara Agami ny strategi intern og kommer til at understøtte de andre i strategi-afdelingens dagligdag. Hun kommer til Uncle Grey efter et halvt års studier i Amsterdam, oplyser bureauet.