Uncle Greys Creative Chairman, Lars Samuelsen, har gennem flere år været et efterspurgt jurymedlem ved internationale awardshows, og nu må han på den igen.

Denne gang ved Effie Awards Europe 2021, hvor han skal bedømme en særlig kategori – The Best of Europe.

Kategorien består af cases, der tidligere har vundet guld ved de 25 nationale Effie-konkurrencer, og har til formål at kåre de bedste europæiske single market-cases.

”Du kan se det lidt som de nationale fodboldliga-vindere, der efterfølgende skal spille Champions League,” siger Lars Samuelsen.

Han oplyser, at det også har været muligt at indsende fra lande, som ikke har et Effie-program, men disse cases har skullet igennem en totrins-kvalifikationsturnering, for nu at blive i fodboldens verden.

”Mulighed for at nørde faglighed”

Jurymedlemmerne ved Effie Awards udvælges på baggrund af meritter, som det hedder.

Selv har Lars Samuelsen gennem de senere år været med i flere forskellige juryer i programmet, og han siger om udvælgelsen.

”Der bliver kigget på andre internationale awardshows med fokus på effekt, herunder ikke mindst IPA Effectiveness Award. Man ser også på, hvem der har erfaring med at skrive og indsende prisvindende cases. Og så hentes en del jurymedlemmer blandt folk, der arbejder med effekt på specialistniveau eller for eksempel forsker i modeller for ROMI og effektberegning.”

Om Effie Awards

  • Effie Awards blev skabt i USA og første gang uddelt i 1968.
  • Prisen hædrer dokumenterbar effekt og kvaliteten af den kreative idé og eksekvering.
  • Prisen bliver i dag afviklet igennem mere end 50 partnerskaber, herunder Global Effies, regionale programmer i bl.a. Europa, Mellemøsten/ Nordafrika og Latinamerika samt en række nationale Effie-partnerskaber.
  • I 2022 får Effie også en dansk afdeling, idet Kreativitet & Kommunikation i sommer meddelte, at man træder ind i Effie-netværket og lancerer Effie Awards Denmark. Prisen afløser dermed den tidligere AEA.

Hvad betyder det for dig at blive udvalgt til Effies Best of Europe?

”En kærkommen mulighed for at nørde faglighed. Ligesom i Cannes. Mulighed for at dykke ned i stærke cases fra hele Europa. At blive inspireret og se, hvad der bevæger sig,” siger Lars Samuelsen til Markedsføring og uddyber:

”Og på det helt personlige plan et interessant netværk. Jeg har drukket mange kopper kaffe og spist mange frokoster og middage med dygtige folk, jeg tidligere har mødt via juryarbejde.”

Venter en del pandemi-cases

Har marketing været mere fokuseret på effekt gennem coronapandemien? 

”Overordnet ja. Men effekt har jo også i høj grad været i fokus tidligere, så jeg vil sige, at corona måske har fungeret som en accelerator. Effektfokus er helt sikkert ikke blevet mindre.”

Forventer du at se pandemien afspejlet i det arbejde, du skal bedømme?

”Ja, jeg tror vi kommer til at se en opsamling af cases, som vil være pandemi-specifikke. Cases hvor man vil fortælle, hvad man har gjort for at opmuntre, hjælpe og handle i konkrete situationer. Og cases, der forholder sig til, hvordan man har forsøgt at arbejde pandemien og dens konsekvenser ind i forretningen.”

Lars Samuelsen frygter ikke at drukne i pandemi-cases, men siger dog: ”Når vi er færdige med jury-arbejdet, så tror jeg, vi har set pandemi-cases nok.”

Årets jury byder i øvrigt på flere spændende profiler set med danske briller: Ørnulf Johnsen, CEO i & Co., sidder således med i den såkaldte Round One-jury. Og så er LEGO’s Global Head of Strategy, Claire Miller, en af årets to juryformænd.