Den kreative, amerikanske prisfestival The One Show løber i år af stablen for 43. gang, og igen i år er der fine, danske vinderchancer.

Således napper reklamebureauet UncleGrey hele fire finalepladser i år: To for Weber-casen ”Weber BBQ Cultures” i kategorierne Interface Design og Consumer Websites, durable goods, og to for Canon-casen ”Canon Gig App” i kategorierne Use of technology og Innovation in Mobile.

Begge cases har i øvrigt allerede tidligere vundet et hav af internationale priser, og nu er muligheden der så også ved The One Show, hvilket naturligt nok vækker begejstring hos bureauet:

Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer & Head of Digital hos UncleGrey, siger:

– Projekterne for Weber og Canon er blevet fantastisk godt modtaget ved de international prisuddelingerne, hvor de har været sendt ind. The One Show er en af de festivaler, hvor den internationale konkurrencen er hårdest og det er selvfølgelig dejligt, at kunne være med blandt finalisterne i det felt. At der er tale om fire finalepladser gør det hele lidt mere spændende. Nu er det så bare at krydse fingre og vente og se ved prisuddelingen i maj.

Tre danske priser i 2014 – og i 2015

The One Show styres af non-profit-organisationen The One Club. Prisfestivalen blev afholdt første gang i 1973, og der har i årenes løb været flere – om end ikke mange – danske vindere.

I de to seneste år har det imidlertid ikke set så ringe ud – set med danske briller.

I 2014 blev det således til tre danske priser ved The One Show med henholdsvis en Gold Pencil til Hello Monday for Into The Arctic for Greenpeace, en Gold Pencil til Spring/Summer (delt med to New York-bureauer) for Uniqlo Recipee for Uniqlo og en Merit Award til &Co og Bacon for Making the Cut (Made from Cool) for Jack & Jones.

Og sidste år var Hello Monday igen på podiet – denne gang med en Silver Pencil, en Bronze Pencil og en Merit Award for sit flere gange prisbelønnede arbejde ”The DNA Project” for den amerikanske sangskriver, producer og visual artist Jonathan Dagan – kaldet j.viewz.

Ellers skal vi tilbage til årene 2000 til 2008, hvor flere danske bureauer vandt priser: Bl.a. det daværende FramFab, som vandt priser for en lang række arbejder for Nike, ligesom Saatchi & Saatchi vandt en Bronze Pencil ved The One Show i 2008 for den berømte ”Dynamite Surfing” for Quiksilver.

Se dette års shortlister her. (flere kommer til i ugens løb).