Ung instruktør gik verden rundt med sin debut: Vil gøre en forskel med sin stemme

Fra hun var tre, til hun var ni, boede Naghmeh Pour i det nordlige Iran. 

“Det grønneste område af landet, tæt på Det Kaspiske Hav,” siger hun, mens hun finder sig til rette ved et lille sofabord hos produktionsselskabet New Land. 

Hun sidder afslappet i sofaen, iført jeans og med det lange hår sat op. 

Naghmeh Pours stemme er afdæmpet, stilfærdig, og hænderne finder ro i at folde sig om det ene knæ, da hun rykker sig lidt tættere på bordet. Hendes krop og holdningen udstråler en udefinerbar styrke, men sårbarheden anes lige nedenunder. 

Der er stillet kaffe, mandler, tørret frugt og kager frem. Men ud over kaffen står det meste urørt halvanden time senere, for Naghmeh Pour fortæller sin historie. 

Om årene i Iran, om tre dages angstfyldt flugt over grænsen til Tyrkiet, om at komme til Danmark med sin far og vejen til at blive instruktør. 

Hun fortæller også, at det er svært at være i verden lige nu. At krig, ondskab og lidelser rammer hende hårdt i hjertet, men hun finder en styrke i kreativiteten og i at instruere. 

Hun insisterer på at bruge sin stemme til at skabe håb. 

”Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, jeg skal redde verden. Det er så cheesy at sige, men jeg føler virkelig en pligt til at bidrage med noget positivt.” 

Hvordan husker du dine år i Iran? 

”Jeg voksede op hos mine bedsteforældre, da min far og mor blev skilt. Min far havde forældremyndighed, men rejste meget og var politisk aktiv. Jeg har ingen søskende, men en kæmpefamilie med fire onkler og fire tanter, og jeg husker det som et kærligt hjem. Jeg var mine bedsteforældres første barnebarn, så der var virkelig meget kærlighed og forkælelse.” 

Gik du i skole? 

”Ja, og med skoleuniform. For pigerne var det en lang kjole, bukser og tørklæde. Og det skulle være sort eller mørkeblåt. Den vej gik min familie ikke, så jeg fik tit skældud, fordi jeg havde gule eller røde bukser på. Det måtte man ikke. Ingen farver. Jeg var flittig, glad for sprog og for at lege og spille fodbold. Men jeg forstod heller ikke, hvilken verden jeg levede i.”

Kunne du gå til sport eller andet i fritiden?

”Jeg boede i en landsby, så det var svært. Men jeg spillede fodbold på gaden og var glad for sport. Min ene onkel gik meget op i kampsport, vi så alle Bruce Lee-filmene sammen. Jeg kan huske, at han trænede i haven, bandt sine fødder på en gren og tog mavebøjninger. Ellers fik jeg privatundervisning i engelsk, det insisterede min fars søster på, at jeg skulle.” 

Hvordan forlod du Iran? 

”Jeg blev hentet fra skole af min onkel. På det tidspunkt havde jeg ikke set min far i et par år, og vi vidste ikke, hvor han var. Jeg skulle pakke en lille taske, og så skulle vi besøge min far, sagde han. Jeg tænkte, at jeg bare skulle på ferie og var rigtig glad, så jeg fik ikke sagt farvel til ret mange. Jeg fangede heldigvis min bedstemor – hun var mit liv. Undervejs gik det op for mig, at jeg ikke skulle på ferie, men over grænsen til Tyrkiet for at blive forenet med min far. Og jeg vidste ikke, om jeg nogensinde kunne komme tilbage.” 

Tog din onkel med til Tyrkiet? 

”Nej. Han fulgte mig til grænsen, hvor en fremmed familie tog imod mig. Og så rejste jeg med dem i to-tre dage. Jeg havde aldrig set dem før i mit liv, og de sagde: Du skal bare gøre, hvad vi siger, så får vi dig over. På den måde blev jeg smuglet ud af Iran.” 

Du var ni år? 

”Ja, det var virkelig meget forvirrende.” 

Var du bange? 

”Ja. Meget. Ja … undskyld, men jeg ved ikke, hvorfor det rammer mig så hårdt lige nu, jeg plejer godt at kunne tale om det.”

Tårerne presser sig på. Naghmeh Pour skubber dem væk med to fingre, men de kommer igen, for vi er på vej ind i et aflåst kammer, vi ikke skal åbne. I hvert fald ikke lige nu. 

Hvordan var det at blive genforenet med din far?

”Det var først et lidt underligt venterum. Da min far hentede mig i Tyrkiet, tog vi direkte ind på FN’s hovedkontor i Ankara og meldte mig som flygtning. Vi var kvoteflygtninge, og når man er det, går der nogle procedurer i gang for at finde et land til os. Så vi var gennem en slags ’country dating’, og her var der så et match med Danmark. Min far havde bedt om at komme til København, men vi endte i Brædstrup ved Horsens.” 

Hvordan oplevede du det? 

”Det var jo sådan, det var. Det var vores hjem. Du låser dig ind, der står frugt, og nogen har købt et bord og senge og indrettet dit hjem for dig … okay, det er så mit liv nu. Det var underligt, og jeg husker det som en virkelig hård tid, selv om vi blev taget godt imod. Det er ensomt at starte på et nyt liv i et fremmed land, hvor du ikke kan sproget og ikke kender nogen. Der var heller ikke mange, der lignede mig og min far i Brædstrup. Det kunne mærkes. Men min far og jeg var sammen igen, og jeg kom i skole.” 

Hvorfra kommer din interesse for den kreative verden?

”Som barn læste jeg tidligt, og i skolen læste jeg enormt meget. Jeg legede tit, at jeg var forfatter. Siden havde vi drama i gymnasiet, hvor jeg var meget optaget af at arbejde med manuskripter og dialog. Men jeg er ret sikker på, at min far også har givet mig en del af det.” 

Hvordan det? 

”Han har altid haft mange bøger og digtsamlinger, og når vi fik gæster, skulle jeg optræde. Han sagde
’I skal høre Naghmeh synge eller læse det her digt’. Digte, som var ikke bare farsi, men dialekt, og svære for et barn. I Iran har man altid sat en ære i at være kreativ med ord. Det er velset at være kunstnerisk.” 

Var din far selv kreativ? 

”Meget. Han skrev digte, han fotograferede og videofilmede hele tiden, og jeg tror, jeg ser sur ud på alle billeder, for dengang gad jeg ikke. Jeg var genert, jeg syntes, han var pinlig, det var irriterende, og jeg ville hellere spille fodbold. Men i dag kan jeg se, at det er meget af det, jeg selv har taget op. Så jeg tror, han har været med til at give mig en naturlig interesse for kreativitet – bare ved at være, som han var.” 

Du læste engelsk og manuskript­ skrivning på universitetet. Og så landede du på New Land i slutningen af 2019. Hvordan gik det til? 

”Der var en, der introducerede mig for Sara Samsøe (Executive Producer og Head of Productions på New Land, red.), og så ringede hun og sagde: ’Hey, er du iraner?’ Det var hendes far også, så hun sagde ’kom ind på New Land’. Først ville hun nok bare hjælpe en ung pige, der ikke kendte nogen, så jeg kom ind og lavede kaffe og tømte skraldespande.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Men det blev du ikke ved med? 

”Nej, jeg blev fastansat som EP-assistent for et par år siden og begyndte at lære at producere, men arbejdet gjorde mig ikke glad, så jeg tog en samtale med Thor (Managing Director, Executive Producer & Partner på New Land, red.), og jeg bad om at blive instruktørassistent. Heldigvis tog han og Sara chancen og oprettede stillingen til mig.” 

Idéen til din debutfilm ’Iran­-e Man’ kom, efter en 22­-årig iransk kvinde døde efter en arrestation. Siden har filmen, og du selv, vundet priser verden over. Hvordan har det været for dig? 

”Nu er det jo ikke kun mig. Alle på holdet har bidraget med noget personligt til projektet, og det kan mærkes. Men jeg er meget, meget stolt af, hvad vi har formået at lave for ret få penge. Alligevel spørger jeg sommetider mig selv, om de mennesker, der uddeler priserne, overhovedet har styr på, hvad de laver. Kald det imposter syndrome, men jeg har virkelig svært ved at forstå det.” 

Hvorfor? 

”Jeg kan godt selv mærke filmen, og jeg ved, at den betyder meget for mange mennesker. Mange har kontaktet mig og roser den. Men når jeg ser hvilke andre film, den er oppe imod i forhold til craft og andre instruktørers rejse og kompetencer, er det underligt. Så jeg føler på en eller anden måde ikke, det er fortjent, at jeg laver én film, og så får den alle de rewards. Jeg føler, jeg skulle have kæmpet mere, inden jeg fik succes.” 

Men du må stadig være glad? 

”Det er jeg også. Selv om jeg har virkelig svært ved at forstå, at vores lille film har fået en plads på den internationale scene, så er jeg stolt. Og rørt. Det var jo mit debut-projekt og et emne, der var min sjæl. Jeg har bare af og til svært ved at være i glæden, fordi jeg er bange for, at den forsvinder. Jeg holder tit lidt tilbage på mine følelser, når noget føles godt. For ikke at spolere øjeblikket. Så jeg nyder det i små bidder.” 

Følger din far stadig med i dit arbejde?

”Ja, det gør han heldigvis. Han har sit eget aktive liv, men når jeg ringer, er han glad og stolt og siger ’tillykke, det lyder godt, jeg er stolt af dig!’. Og det kan jeg mærke, at han er.” 

Har din far set ’Iran-­e Man’? 

”Han satte den op på sin store fladskærm, men ringede til mig og sagde, at den blev ved med at stoppe efter to minutter. Så jeg måtte fortælle ham, at filmen jo var to minutter. Det, syntes han først, var mærkeligt, for vi havde jo været i Marokko og optage i to dage. Og min stemme, som undervejs siger ordene ’Iran-e Man’, fandt han også underlig. Det måtte jeg gerne lave om, syntes han. Men da jeg blev interviewet om filmen på en stor iransk nyhedskanal, gik det for alvor op for ham, hvad det handlede om.” 

Med Iran­-e Man fik du en stemme, født ud af en dramatisk situation i Iran. Hvad gør det ved dig at se ud over verden i dag?

”Det gør, at jeg føler mig forpligtet til at tilføje noget positivt. Det er vi alle nødt til for at udligne noget af alt det had, verden ser lige nu. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at være i det. Der er så meget håbløshed, så meget had.” 

Hvad gør det ved dig som filmskaber? 

”Det motiverer mig til at sætte fokus på det, som er svært. Følelser, som jeg har inde i mig, og som jeg har brug for at komme ud med. Jeg har brug for at være nogens stemme. Alle har en pligt til at føje kærlighed til verden. Når nu verden prøver at gå en anden vej.” 

Hvad er det vigtigste, du kan gøre for verden i det arbejde, du har i dag?

”At være en stemme for dem, der ikke har en. At sætte fokus på svære problematikker. Lige nu står jeg med et projekt om perfekthedskulturen i Danmark blandt unge piger. Det rører mig. Kan jeg få nogen til at føle, at de ikke er alene, så er jeg glad. Jeg ser det lidt som en pligt. Når man har en platform, hvor man kan prøve at ændre på nogle ting og skubbe til temaer, så synes jeg, man skal bruge den.” 

Hvad mangler du at lære i dit fag? 

”At mestre det tekniske. Jeg vil vide mere om lys, lyd, klip – alle de steps, der er i at lave en film. Jeg synes, jeg har brug for at være god til det hele for at føle, at jeg er en god instruktør.” 

Hvad inspirerer dig? 

”Mennesker omkring mig. Jeg bliver inspireret visuelt. Jeg betragter mennesker. Alt fra hvordan du drikker din kaffe, til hvordan du formulerer en sætning. De små tics, folk har. Og selvfølgelig de mange dygtige instruktører her på New Land. I bredere forstand er jeg i gang med at udvide min filmviden, og jeg prøver blandt andet at se så mange iranske film som muligt. Det kan jeg mærke, jeg har brug for.” 

Kigger du til bestemte instruktører? 

”Lige nu er det to iranske instruktører, Abbas Kiarostami, og Mohsen Makhmalbaf. De inspirerede mig også til ’Iran-e Man’. De har en poetisk måde at fortælle på med langsomme billeder. De holder et skud i lang tid, hvor man får lov at trække vejret og reflektere. Mærke sig selv.” 

Har du været i Iran siden flugten? 

”Nej, men vi har kontakt med min familie dernede. Jeg kunne nok godt ringe lidt mere, men vi følger med
i hinandens liv og hverdag. At rejse derned vil være for stor en risiko for os at tage i dag.” 

Hvornår føler du dig mest i ro med dig selv?

”Når jeg har en god balance mellem mine pligter og mine relationer, og jeg har fået plejet og passet alt det, jeg skal, så har jeg momentvis balance og ro. Men der er alligevel altid noget, der skrupler inde bagved.” 

Hvad for eksempel? 

”Lige nu fylder Israel-Palæstina-konflikten meget i mig. Jeg har bekendte, folk jeg har mødt gennem mit liv, skolevenner, der har baggrund der. Iran er en smerte, jeg altid bærer med mig, men det her rammer mig virkelig hårdt. Der er noget ved at se nogen, der ligner dig selv, blive udsat for had og smerte. Jeg kan se min familie i dem, og jeg kan se mig selv i de små piger dernede.” 

Kan du bruge de følelser filmisk? Bruge din stemme?

”Den konkrete konflikt er meget betændt, og jeg kan mærke, at jeg nok er bange for at bruge min stemme her. Men smerten og følelsen af uretfærdighed er noget af det, jeg kan bruge allermest i mit arbejde. Jeg tror, det er en drivkraft for mig at skabe noget positivt ud af smerte.” 

Som med ’Iran-­e Man? 

”Ja. Og det var jo netop derfor, filmen ikke skulle vise død og ødelæggelse. Men i stedet hvad det er, vi kæmper for at få tilbage. Alt det, vi elsker Iran for. Poesien, naturen, maden og hele kulturen. Vi er nødt til at give håb og vende smerten til noget positivt. Ellers drukner vi.” 

Se filmen som er lavet for det italienske modebrand Pairi Daeza nedenfor: