New Lands unge instruktørtalent Naghmeh Pour får brug for ekstra plads i kufferten hjem fra den sydfranske badeby efter Cannes Lions-festivalen.
Ikke nok med at hendes debutfilm ’Iran-e man’ forleden vandt en af foreløbig blot syv danske løver ved årets Cannes Lions-festival.
Torsdag eftermiddag, den 22. juni, vandt hun i tilgift hele tre priser for filmen ved Young Director Award: En Gold Screen, den eneste danske i år, og to Silver Screens.
“Det er overvældende, at vores film har fået så meget kærlighed og anerkendelse. Jeg er så stolt af os. Igen tak til alle, der stod bag Woman Life Freedom-bevægelsen og gjorde det muligt for os at råbe det ud til verden,” skriver Naghmeh Pour til Markedsføring på sms og tilføjer:
“Jeg håber snart, jeg kan booke et fly til et frit Iran og fejre det med alle de modige iranere, der stadig kæmper for frihed og siger nej til det diktatoriske regime. Jeg er meget rørt over, at deres kamp bliver anerkendt af mennesker fra hele verden. Det er et godt første skridt.”
Producer på filmen, Sara Samsøe Moghaddas fra New Land, er ligesom Naghmeh Pour glad for anerkendelsen.
”Det betyder så vanvittigt meget for os, da håbet og kampen om frihed nu er et skridt nærmere. Og anerkendelsen af unge filmtalenter er så vigtigt – så at Naghmeh bliver anerkendt for sit arbejde, gør mig så stolt.”
Hun erkender, at der “stadig er lang vej endnu” i forhold til Woman Life Freedom-bevægelsen:
“Men at filmen og formålet nu til YDA og Cannes Lions er blevet anerkendt, er noget, jeg aldrig vil glemme. Det varmer mit persiske hjerte,” skriver Sara Samsøe Moghaddas, der tilføjer:
“Priserne går til alle dem, som kæmper hver dag. Til dem, som ikke giver op – og til alle jer, som tror på et frit Iran. Folk ser os og lytter til os, og det er vigtigt, da hele formålet og budskabet med projektet var at skabe fokus på den forfærdelige situation i Iran. Og Naghmeh og jeg har tænkt os at give revolutionen et skub igen – vi giver i hvert fald ikke op.”
Talentet blomstrer i år
I alt vandt ni danske instruktørtalenter priser ved årets YDA. En markant større prishøst end tidligere år.
Sidste år var der for eksempel blot fire shortlistede film og en enkelt pris ved konkurrencen. Det var Emil Dam Seidel fra Uitch Iscratch, der vandt en Silver Screen for sin film ’Courage to Act’.
Men i år blomstrer de danske instruktørtalenter i en sådan grad, at ni af dem henter tilsammen 11 priser hjem.
På vinderlisten finder man således også tre unge Bacon-instruktører, Jeppe Lange, Jenny Andi Sørensen og Lea Thurner.
Hertil kommer Jakob Havmøller fra Uitch Iscratch, Snorre Fuglsang Ruhe fra Produced By, Louise Hylland fra Don’t Panic Entertainment, William Sehested Høeg fra Den Danske Filmskole – plus Christina Amundsen med producer Floortje Sprenkels
Der var indsendt lige omkring 500 film til dette års YDA. 167 blev shortlistet.
Juryen omfattede i år tre danske dommere: Simon Engstrøm, kreativ direktør, Seligemig, Jesper Gadeberg, selvstændig musik stylist og Morten Peglau, Executive Producer fra Holy Ravioli.
Og de uddelte sammen med de øvrige 43 jurymedlemmer fra hele verden 68 priser: 21 Gold Screens og 47 Silver Screens.
Se alle de danske vindere ved YDA 2023 herunder.
Gold Screen
Naghmeh Pour for Iran-e Man i Online Branded Film
Producer: Sara Samsøe Moghaddas
Production: New Land
Silver Screens
Naghmeh Pour for Iran-e Man i Changing the World Frame by Frame
Producer: Sara Samsøe Moghaddas
Production: New Land
Naghmeh Pour for Iran-e Man i Creative Use of Sound
Producer: Sara Samsøe Moghaddas
Production: New Land
Jeppe Lange for Past i Animation
Producer: Axel Herrlin & Lasse Cato
Production: Bacon
Lea Thurner for YDA Jury Presentation i Creative Use of Humour
Producer: Oliver Kornberg Sand
Production: Bacon
Jenny Amdi Sørensen for This is how it feels to me i Video Art
Producer: Camilla Hannani
Production: Bacon
Snorre Fuglsang Ruhe for Magic Mud i Online Branded Film
Producer: Jens Formann
Production: Produced By
Jakob Havmøller for Words Leaves Traces i Online Branded Film
Producer: Mads N. Marstrand & Jacob Salling
Production: Uitch Iscratch
Louise Hylland for Do You Remember Paris i Short Film (10 minutes and over)
Producer: Kristian Nordbøge
Production: Don’t Panic Entertainment
William Sehested Høeg for Sammen er du mere (The Complaint) i Film School (10 minutes and over)
Producer: Sofie Bergstein
Production: The National Film School of Denmark
Christina Amundsen for Nature’s Child I Charity Commercial
Producer: Floortje Sprenkels