I fjor fik Unicef lidt af et kampagnehit herhjemme med #Deterikkeok, der blev delt over 14.600 gange på Instagram, hvilket skæppede godt i kassen for børneorganisationen.
Et bærende element i satsningen var kendte ansigter, og det blev betegnet som Unicefs hidtil største succes med at inddrage kendisser, bloggere og andre influenter i en digital kampagne.
Kampagnen blev skabt i samarbejde med et af landets største mediehuse for influenter på sociale medier, YouTube-netværket Splay, og nu bliver samarbejdet mellem de to parter endnu tættere, da de indgår et strategisk partnerskab.
Det vil komme til udtryk i et samarbejde, der sætter fokus på, og samler ind til, Unicefs indsats for at få flere børn i det østlige Asien i skole.
– Syv millioner børn i det østlige Asien kommer ikke i skole. Sammen med Splay vil vi sætte fokus på årsagerne og løsningerne og ikke mindst gøre noget ved det. Samtidig giver partnerskabet os mulighed for at nå en stor og vigtig målgruppe på nye måder, siger Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i Unicef Danmark.
Børn og unge ser YouTube
Derfor er det centrale medie YouTube, der i vid udstrækning er blevet danske børn og unges foretrukne kanal, når de vil underholdes og oplyses.
Partnerskabet består i første omgang af tre aktiviteter, som løber af stablen inden for de kommende måneder:
- Splay donerer 10 kroner til Unicef pr. solgt billet til Guldtuben 2017, der afholdes den 9. september i Royal Arena i København.
- Unicef står for at vælge og uddele ”Årets Budskab” ved Guldtuben 2017.
- Splay laver sammen med Unicef et større live fundraising-event på YouTube i august 2017 som optakt til Guldtuben. YouTube-stjernen Rasmus Brohave bliver vært på eventen.
– Vores indhold og de mediestjerner, vi repræsenterer på YouTube, Instagram, SnapChat og Facebook, udgør en stor del af unge danskeres medieforbrug. Det giver os en kæmpe mulighed for at mobilisere danskere og således forsøge at påvirke børns fremtid. Vi er stolte og glæder os til denne fælles mission med målet om, at indsatsen får en direkte og langvarig betydning for udsatte børn i Asien, siger Adrian Langer, der er landechef i Splay Danmark.
Hvis du er interesseret i influenter og brugen af disse i marketingøjemed, så gå ikke glip af årets Influence This-konference d. 20. september.