Da det spanske luftfartsselskab Spanairs afgang JK5 208 havde sat landingshjulene på jorden og bragt 190 passagerer sikkert og planmæssigt fra Barcelona til Las Palmas den 24. december om aftenen, var det ikke kun kufferter, der dukkede op på transportbåndet i ankomsthallen.
Frem på båndet rullede en stribe smukt indpakkede gaver. Gaverne var forsynet med et kort med hver enkelt passagers navn på, og så var det bare at tage fra. Til børnene var der tøjdyr og godter og til de voksne hatte, skønhedsprodukter og pocket-kameraer.
Ideen kom fra Spanairs reklamebureau Shackleton, fortæller adage.com, og en talsmand fra bureauet siger:
– Udgangspunktet var den stress, det måtte indebære for passagererne at rejse på netop denne aften, hvor alle andre måske allerede var samlet med deres familier. Gaverne var en gestus til de mennesker, som ikke havde andet valg end at flyve juleaften.
Fra øv til hurra
Tidligere på året havde også hollandske KLM eksperimenteret med at vise sig fra den gavmilde side med en Foursquare-baseret kampagne ”How Happiness Spreads”.
Kampagnen omfattede et ”Surprise Team”, som forærede udvalgte passagerer personlige, uventede gaver i lufthavnen.
Når en rejsende tjekkede ind på en KLM ”Foursquare location” i netværket af lufthavne, gik teamet online for at finde mere baggrundsinformation om vedkommende for at kunne udvælge en passende gave. Herefter fandt man frem til personen i lufthavnen og overrakte gaven inden vedkommende gik ombord.
En rejsende twittede således, at han var ked af at misse en PSV Eindhoven-kamp, fordi han skulle til New York. Hvorefter Surprise Teamet lynhurtigt skaffede og forærede ham en Lonely Planet Guide over New York, hvor alle fodbold- og sportsbarerne var fremhævet med blå highlight.
Også den internationale blomster-leverandør Interflora kastede sig tidligere på året ud i en gave-runde.
Som en del af en britisk kampagne fulgte virksomheden med i Twitter-strømmen og udvalgte sig en serie af tweets, som tydede på, at brugeren havde haft en hård dag, eller stod i en eller anden vanskelig situation. Brugerne fik derefter en Twitter-besked fra Interflora – og en buket blomster.
Vi ved hvor du er
Og hvis man skal tro trend-forskerne hos det London- og Amsterdam-baserede trendwatching.com, ja så er disse pludselige og uventede gaver godt på vej til at blive en ny mega-trend.
Firmaet har 700 trendspottere placeret i over 120 lande, som ene og alene har til opgave at holde øje med, hvor trends-tendenserne bevæger sig hen, og de mener ifølge deres seneste rapport, at netop disse pludselige, uventede – men målrettede – gaver er en af de nye trends i 2011.
”Random Acts of Kindness”, som de kalder begrebet, er især baseret på den omsiggribende tendens til at vi alle deler vores tanker og meninger med hele verden på eksempelvis Facebook og Twitter og efterhånden også i stigende grad fortæller, hvor vi er, blandt andet via Foursquare.
Det sætter virksomheder og brands i stand til at følge forbrugere, fans og kunder meget tæt og dermed benytte sig at kontakt i form af positive overraskelser, som Spanair, KLM og Interflora har gjort det.
Hvem der boede i Hellerup
Herhjemme har blandt andre DSB S-Tog også eksperimenteret med ideen om uventede, positive overraskelser.
Her skal man dog være medlem af klubben S-More for at blive tilgodeset. Eksempelvis kan klubmedlemmer på særlige dage – eller hvis togene driller – modtage en sms om, at de kan hente en gratis kop kaffe på stationen.
Eller som her i december, hvor undertegnede modtog en sms fra S-More med en dejlig besked.
”Kære Susanne, i morgen den 15/12 kl. 9-11 kan du på perronen hente en gratis udgave af thrilleren ”Før Stormen” på Kbh, Valby, Lyngby, Hellerup og Flintholm.”
Så er det selvfølgelig bare ærgerligt, at man kun benytter sig af Farum, Ryparken og Fuglebakken….
Se filmklip fra Spanair-eventen her:
Og se mere om KLM’s aktivitet her: