Finch Group har ændret biografens 3D-format, så der kører to parallelle spor med forskelligt indhold på biograflærredet. Det betyder, at den ene halvdel af publikum ser ét, mens resten af publikum ser noget andet.

Til formålet er der udviklet specielle “split glass-briller”, hvor publikum selv kan vælge, hvilken billedside, de ønsker at se.

Finch Group har eksempelvis lavet en new zealandsk lotto-reklame, hvor de to billedlag er lagt ovenpå hinanden i stedet for side om side, som det gør ved en normal 3D-visning (3D stereoskopisk).

Reklamen minder overraskende meget om Danske Spils reklameunivers med de lettere kiksede tvillinger, hvor den ene løber af sted med gevinsten. Lidt den samme scene udspiller sig i den new zealandske reklamefilm, dog med den tvist, at på lærredet vises to forskellige film, som afhængigt af, hvilke briller biografgængerne har på, følger enten vinderen eller “taberen” af den helt store gevinst.

Ifølge Dansk Reklame Films analysechef, Rasmus B. Andersen, går det “hackede” 3D-format ikke udover billedkvaliteten. Han fik for nylig demonstreret løsningen ved den internationale SAWA biograf-konference.

– Billedsiden står knivskarpt, uanset hvilke dele af brilleglasset man kigger igennem, lyder det fra analysechefen.

Den nye teknologi giver flere nye muligheder for at differentiere indholdet på lærredet, både med henblik på differentieret tekstning i lande med flere sprog, men også med muligheder for at målrette biografoplevelsen og reklamer for henholdsvis mænd og kvinder eller andre opdelte målgrupper.