Nå, Jakob ‒ så blev valgkampen vel skudt i gang med et stjålet foto og et sommergruppemøde på Bornholm. Fornemt, ikke?

‒ Ja, det bliver en ren festforestilling. Lige dele Halløj på Badehotellet, Excorsisten II og et genudsendt haveprogram med Søren Ryge. Eller rettere: folkekomedie, angsten for det ukendte og en dialog, hvor selv Lars Tyndskid kan følge med.
Men ”bedre i gang” end ”slet ikke i gang”?

‒ Tænk over, hvor meget pricewinning material, folketingsgruppernes backbench’ere og partiernes ivrige bundkandidater må have sparet op. Altså hen over sommeren, hvor partilederne havde held til at diktere nogenlunde radiotavshed. Alle medlemmer af landsbytossernes vagtparade må efterhånden være ganske gasblå i hovedet af at holde det politiske vejr.
‒ Så nu kan vi søge dækning for en tsunami af personangreb, men også glæde os til mange ufrivilligt morsomme indslag i valgkampen. Personligt forventer jeg størst underholdningsværdi fra Enhedslisten og Liberal Alliance, hvor partidisciplinen sjældent står i vejen for stor kunst. Jeg hører horn og marchtrommer i det fjerne.
‒ Bemærk også, hvordan alle blogs, sociale medier og debatsider gik fra nul til oratorisk borgerkrig i løbet af denne og sidste uge. Alle har noget på hjertet. Og netop dét er jo præcis det sympatiske ved demokrati à la Danmark 2.0: at alle nu løber lykkeligt skrigende rundt mellem hinanden og skyder vildt op i luften. Altså: Alle har i dag deres egen virtuelle ølkasse, hvorfra de kan holde taler, til dem der gider høre efter.
Jo, men hvem lytter, hvis alle råber i munden på hinanden?

‒ Ja, du har ret: stakkels vælgere. Vi lever i ”Opkæftningens Tidsalder”. Vi vil stå i valgkamp til halsen. På alle platforme og i alle kanaler vil vi herefter møde de folkevalgte vigilante’r. Stadig i lygtepæle, printannoncer og på det evigtstærke tv-medie. Men denne gang også massivt online. For her kan flyttes stemmer og vælgerne involveres.
De sociale medier er in?

‒ Et parti uden stor-offensiv på de sociale medier er i den kommende valgkamp som en tonedøv deltager i MGP-finalen: en chanceløs dinosaur i den digitale matrix. Og dén lektie er da også lært. Et professionelt eksempel herpå er socialdemokraternes Facebook-satsning og såmænd også Villy e-Søvndal, hvis stjernestatus vil kunne gøre Steffen Brandt misundelig. Hvad kan det ikke ende med? Fantasy-tegninger med Villy på devianart.com? Eller kærlighedshistorier om Helle T. på fanfiction.net? Eller C-kandidater i næste M!-forsidejagt?
‒ Næh, så er der noget hyggeligt altmodisch over Jehovas Vidne-disciplinen, som flere partier har konstateret det indbringende i. Nemlig at stemme dørklokker. I den aktuelle valgkamp er teknikken sat i nærmest militaristisk system, så kandidaterne besøger trappeopgange efter en nøje forberedt plan. Og analyser viser, at det det er besværet værd – der er stemmer i den personlige sludder over en flyer.
Men hvilken indflydelse får så finanskrise version 2 på valgkampens tema?

‒ Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og mørke kriseskyer i horisonten gavner den siddende regering. Af den enkle årsag at usikre eller tvivlende vælgere på valgdagen kan ende med at stemme på Løkke & Co. for en sikkerheds skyld. Ikke fordi de er specielt tilfredse med den borgerlige regering, men fordi denne vælgergruppe kan miste modet til at prøve noget nyt, når den omkringliggende verden er så skrøbelig. Derfor skræmmekampagnen fra Venstre ‒ et klassisk træk af Hjaltelin.
Og det virker at skræmme?

‒ Skræmmekampagnen som form er ligeså sofistikeret og graciøs som en dansk nedbørs-oversigt i juli. Men man må anerkende, at den sikkert virker. På kort sigt, i det mindste. Hvilken interesseorganisation og hvilket bureau herhjemme kan måske påstå aldrig at have overmalet rå mængder helsides-annoncer med netop skræmme-kampagnens letfordøjelige budskaber?
‒ Nej vel? Og hvis modstanderen så ligefrem reagerer intellektuelt frøkenfornærmet, får det dybe stød jo endnu mere offentlig effekt. Den aktuelle V-kampagne har i hvert fald opnået så massiv opmærksomhed (læs: gratis media), at den vel nærmest ikke helt kan bære det, vel?
Så du er skuffet, nærmest desillusioneret?

‒ Tjah, jo, måske. Lad mig formulere det således: Det er nok bare mig, der ikke har fået øje på den lim-Pind, de bissende valg-køer med skramlende halsklokker gungrer af sted efter. Endnu. Men det bliver stensikkert endnu sjovere, slutter Jakob Dreyer fra Dreyer+Kvetny.