Tilbage i 1999 udpegede amerikanske AdAge det 20. århundredes bedste reklamer, og bilgiganten VW indtog dengang førstepladsen med en printannonce fra 1959.

Man kan mene, det er en kende tidligt at jagte det 21. århundredes bedste, men hellere for tidligt end for sent, mener AdAge. Magasinet har i hvert fald udpeget 50 reklamer fra 2000 og frem under overskriften ”Top Ad Campaigns of the 21st Century”, som man opfordrer læserne til at stemme på.

Og en af de udvalgte er såmænd Sonys og reklamebureauet Fallons reklamefilm ”Balls” fra 2005, der er instrueret af danske Nicolai Fuglsig.

Filmen, hvor en kvart million kulørte hoppebolde dansede ned af San Franciscos stejle gader, vandt guld i Cannes i 2006 og har siden vundet stribevis af internationale priser.

Dertil har britiske Campaign kåret filmen som årtiets bedste – og den 12. januar afgøres det, om Nicolai Fuglsigs mesterværk kommer videre i udvælgelsesprocessen frem mod århundredets bedste (om end vi nok kommer til at vente lidt på den endelige afgørelse..).

Fuglsig er dog, skal det retfærdigvis siges, oppe mod stærke konkurrenter. Vi nævner i flæng:

– Old Spices ”The Man Your Man Could Smell Like” 

– Doves ”Campaign for Real Beauty” 

– Burger Kings ”Whopper Sacrifice”   

– Evians ”Live Young” 

– T-Mobiles ”Dance” 

– Benettons ”UnHate” 

– Australiens ”Best Job in the World”   

– Volkswagen ”The Force” 

– Melbourne Metros ”Dumb Ways to Die”.

Når århundredet så om 84 år er omme og der gøres status, vil det vise sig, om reklamebranchen i sin tid lyttede til Bill Bernbach (B’et i DDB) og hans kreative manifest fra 1949. Her skrev han:

Let us prove to the world  that good taste, good art, good writing can be good selling.

Se en oversigt over AdAges 50 udvalgte reklamer her.

Og hvis du har tid, så læs også den legendariske AdAge-løve Bob Garfields kommentar til det 20. århundredes Top 100. 

Og så kan du nyde en HD-version af Sony-filmen Balls her.