I en reklamefilm fra SAS optræder skuespilleren Thomas Jane i en noget mere flatterende rolle end i denne uges fredagsfilm, som Donate Life – en non-profit organisation, der arbejder for at få flere til at tage stilling til organdonation – er afsenderen af.
Der er ikke tale om nogen ny film, faktisk er den fra august i fjor, men den er blevet aktuel igen, da filmen hev masser af priser hjem ved den kreative D&AD-festival, der løb af stablen i sidste uge.
I filmen følger man et gennemført dumt svin (Thomas Jane), der nok lever op til alle de fordomme, man måtte have om en hvid mand i fyrrerne fra de nederste niveauer i den amerikanske samfundspyramide.
Men på trods af alle hans fejl og mangler ender det hele lykkeligt, han bliver en helt, og hvordan det går for sig, fortælles på fineste vis i kampagnefilmen.
The Martin Agency er bureauet bag filmen, der er produceret af Furlined, og musikken står Coldplay for.
Se med her: