Hvis du synes, dine teenagere bruger for meget tid på at glo på videoer og tv på deres smartphones, så er vi nødt til at sige: ”you ain’t seen nothing yet”, som det canadiske rockband Bachman-Turner-Overdrive sang tilbage i 1974.
For danskerne halter fortsat langt bagefter den øvrige verden, når det gælder tv og video på mobilen, viser en global undersøgelse fra analyseinstituttet Nielsen.
Ganske vist er vi i Danmark ganske godt med i forhold til at se video på tv-apparatet, men vi kan ikke følge med det øvrige Europa – og slet ikke med Asien – når det handler om at streame video og tv på mobilen.
Kun sølle 10 procent af danskerne har set video eller tv på mobilen. Det tilsvarende tal for Rusland er hele 63 procent. Også Norge, Sverige og Finland er foran Danmark: Her er det cirka hver fjerde, der ser video og tv på mobilen.
– Ja, det står jo noget i kontrast til vores hidtidige opfattelse af Danmark som førende IT nation, og det kan da også betyde, at vi rent marketingmæssigt kommer til at halte bagefter. Eller, hvis man skal tage de positive briller på, får mulighed for at suge til os af erfaringerne fra andre lande, siger Tim Larsen, der er Nielsens nordiske telecom ekspert.
Nielsen har i forbindelse med undersøgelsen også set på effekten af kampagner, der er vist på tv alene (single platform) og effekten af kampagner, der er vist simultant på tv og mobile/online sites (dual-platform).
Målingen er baseret på 4½ mio. single-platform kampagner samt 18.000 dual-platform kampagner, og tallene taler deres tydelige sprog.
– Dual-platform kampagner virker 50 procent bedre, når det gælder om at huske mærke/brand, 67 procent bedre, når det gælder om at huske budskab – samt ligeledes 67 procent bedre, når der måles på positiv opfattelse, siger Tim Larsen.
Udviklingslande også med
Asiaterne er fortsat længst fremme i skoene med mobilen. Her bruger man næsten mobilen lige så meget som pc’en til at komme på nettet, og 3 ud af 4 asiater ser video og tv via mobilen. Det svarer til et forbrug der er næsten dobbelt så stort som i Europa – og endnu større sammenlignet med Danmark.
Det særligt interessante er, at udviklingslandene er med helt fremme. Selv om de måske ikke køber de dyreste og mest avancerede smartphones som fx iPhone og Samsung Galaxy, så har de taget smartphones til sig i et endnu hurtigere tempo end fx europæerne.
– Det betyder, at muligheden for at kommunikere til den globale forbruger pludselig bliver mere direkte og målrettet end nogensinde før, uanset om det sker via video, tv, mobile sites eller apps. Javel, forbrug og behov er forskellige, men kender du din målgruppe, så er potentialet stort, siger Tim Nielsen.
Globalt er det mænd – og især unge, asiatiske mænd (18-24 år), der trækker væksten, men der er ingen tvivl om, at mobil video og tv er på vej til at blive mainstream, lyder vurderingen fra Nielsen.
I de globale industrialiserede lande (dvs. minus Afrika) bruger man i dag 4½ time hver måned på at se video og tv på mobilen – svarende til en vækst på 41 procent siden 2010. Til sammenligning ser samme gruppe i gennemsnit 3 timers tv hver dag, svarende til 90 timer hver måned.
– Så der er stadig et stykke vej til, at verden helt slipper det traditionelle tv til fordel for mobilen. Men væksten kommer helt klart fra mobiler med internetadgang. Inden udgangen af 2012 forventer vi, at forbruget vil være fordoblet, siger Tim Larsen.
Læs mere i Nielsens rapport ”Online Video – Emerging Digital Trends”
her.