Vi er stenaldermænd i jakkesæt

Skulle du være tvivl, så handler vores liv i bund og grund om at overleve og sikre, at generne lever videre. I den rækkefølge.

Til det formål har evolutionen udstyret os med en anvendelig evne, som konstant kategoriserer den information vi modtager efter tre spørgsmål: ”Kan det slå mig ihjel?”, “Kan jeg spise det?”, ”Kan jeg have sex med det?”. Hvis der er overhængende sandsynlighed for at svare bekræftende på det første spørgsmål, bliver de to sidste naturligvis af mindre betydning.

Og vi er faktisk ret dygtige til at putte i en af de tre nævnte kasser. Var vi ikke det, var vi på røven. Evolutionært set vel at mærke. Ikke bare personligt.

Krybdyrhjerner

Hjernens evne til at kategorisere på denne måde har udviklet sig i takt med menneskets lange evolutionære udvikling fra dyr til menneske. Evner, som bliver varetaget af nogle af de ældste dele af hjernen, som vi har til fælles med krybdyr. Den del af hjernen kaldes derfor nogle gange krybdyrhjernen. Krybdyrhjernen scanner konstant efter sensoriske stimuli over hele hjernen og gør klar til handling på baggrund af det mindste tegn på potentiel fare.

Men selvom tilværelsen sommetider føles som en kamp, er vores dagligdag som bekendt ikke et spørgsmål om liv og død. Der er blot ikke nogen, som har sagt det til krybdyrhjernen. Den ser tværtimod trusler overalt, og vi kan ikke bare lægge den evne fra os. Det er en mekanisme, som vi har med os i alt, hvad vi gør. Og det har nogle konsekvenser for de valg vi træffer.