Det er unægtelig grædekonernes vagtparade, når kommunikationsfolk ytrer sig i disse for vort land så vanskelige tider. Og Kommunikationsdagen på Teknologisk Institut i Taastrup var ingen undtagelse.
Hovedtaler Dominic Walters fra Synopsis greb alle optimister ved struben med ordene:
− Den europæiske recession er på minus 4,5 procent year to date, og mon ikke den trend afspejler 2009 ganske godt? Den danske økonomi ser ud til at falde med 2,9 procent i år, hvilket placerer Danmark i den bedre ende af skalaen. Og i Storbritannien har vi ikke haft det så dårligt økonomisk i 30 år. Men summa summarum ser det rigtig skidt ud, og det har naturligvis betydning for kommunikationen.
Dominic Walters er godt klar over, at statistik keder folk ihjel, men når Enron trak Arthur Andersen-koncernen med sig i faldet, når Lehman Brothers forsvandt i løbet af en nat, når General Motors er ved at blive skivet i småstykker for at sikre kreditorerne, og når britiske banker nationaliseres, er der rigeligt med anekdoter, der fortæller samme historie om kapitalismens sygelige tilstand.
− Har I ikke selv en Stein Bagger og IT Factory, der bidrager til historien, fortsatte Walters med et grin.
− Selv anarkisterne har travlt med at rykke deres årlige anti-kapitalistiske demonstration fremad. Ellers risikerer de, at kapitalisme er afviklet, før de når ud i gaderne.”
De kloge griner af sandheden
Men hvad kan vi lære af det? Andet end ”sig sandheden”, men ”undlad at rutte med den.”
Dominic Walters havde straks sværere ved at svare på det. Problemet er, at kommunikatører sjældent har lejlighed til at sige sandheden − hele sandheden. Erhvervsledere har nemlig alle mulige gode grunde til ikke at åbne for posen.
Da The Economist i 2005 skrev en sønderlemmende kritik af det amerikanske og engelske boligmarked og spåede, at det først ville føre til et kollaps af boligmarkederne, dernæst trække en række banker med sig i faldet og endelig påføre os en global krise, grinte alle de kloge − ikke mindst CEO’erne.
Når det går ufattelig godt, bruger vi tiden på at feste, ikke restrukturere forretningen til smalle tider. Og det er jo i opgangstider, vi har ressourcerne til for alvor at gardere os mod fremtiden, ikke?
Men nu står vi i en tyk ”tåge”, hvor overblikket og overskuddet er væk. Det samme er tilliden. Tiden er ikke til at inspirere, den er til at berolige. Vi lever fra dag til dag, og det betyder, at alle med god grund spørger sig selv: ”Hvad betyder krisen for mig?, sagde Walters
Vi skal rykke nu
Med en undersøgelse fra det næststørste britiske analyseinstitut, Mori, i hånden, fortalte Walters følgende:
− Det er vore ledere − især erhvervsledere − der står som troværdige afsendere af den kommunikation, der flytter folk fra pessimisme og ud i solen igen. Helt præcist 61 procent viste undersøgelsen. Det har den indlysende konsekvens, at det er erhvervslederne, der bør træde i karakter: Med at fortælle sandheden. Og det gør man ikke ved kun at konkludere på baggrund af data.
Nej, man skal forklare, hvorfor man når frem til sine forslag og konklusioner, altså lægge proces-overvejelser frem, snarere end konkludere hen over hovedet på offentligheden.
Walters påstande er ikke overraskende for mennesker, der har hevet præsterne ned fra piedestalen, og flyttet kommunikationen ud i basaren som dialog, men strider det ikke mod et andet mantra, nemlig at budskaber skal være så korte og entydige som muligt?
− Egentlig ikke, svarede Walters og henviste til Alastair Campbell, der var Tony Blairs spindoktor fra 1994 til 2003. ”Vi fortæller åbent, hvad vi vil. Vi lægger evidensen frem til offentlig beskuelse. Og vi er præcise med konsekvenserne for den enkelte.” Heri indgår både enkelhed og proces, svarende til Steven Spielbergs mantra for at skrue en rigtig god film sammen:
− Jeg kommunikerer altid til masserne, men jeg gør det gennem det enkelte menneske.
Kun fremtiden vil vise, om erhvervsledere og for den sags skyld politikere tager visdommen til sig. Blot skal alle kommunikatører gøre sig klart, at netop i disse tider er folk bange, og de er bange med god grund. Desværre har beslutningstagerne ikke har givet dem grund til at tro andet, men måske er der håb forude?
− Det eneste, lederne ikke kan gøre, er at tie krisen ihjel. De skal fortælle, hvorfor de gør, som de gør, og involvere offentligheden i processen. Og det kan ikke gå stærkt nok, sluttede Dominic Walters.