Det kan godt betale sig for virksomhederne at holde et vågent øje med, hvad kvidre-lystne verdensborgere deler med hinanden på mikroblogging-sitet Twitter.
I hvert fald har en ny amerikansk undersøgelse fra Penn State University netop fundet frem til, at ét ud af fem kvidre-indlæg faktisk handler om brands – det vil sige, at de enten efterspørger eller leverer oplysninger om brandet eller debatterer det.
Undersøgelsen omfatter 500.000 ”tweets”, og med en anslået mængde på tre millioner kvidrende indlæg om dagen, betyder det, at omkring 600.000 daglige ”tweets” er direkte relevante for virksomhederne.
– Folk bruge Twitter til at give udtryk for deres følelser og reaktioner omkring brands, så ”tweets” er noget nært det tætteste man kommer på købs-situationen, hedder det i undersøgelsen, som er publiceret i Journal of the American Society for Information Sciences and Technology.
Resultaterne tyder på, mener undersøgelsens bagmænd, at Twitter er en ”rig kilde” for virksomhederne til at hente og følge oplysninger om, hvordan det går deres brand – og konkurrerende brands – ude i virkeligheden.
Samtidig med at store brands som Coca-Cola og en række andre allerede har opdaget, at det kan svare sig at følge med i den megen kvidren – og blande sig i den – fortsætter debatten om, hvorvidt Twitter også kan bruges som en decideret reklamekanal imidlertid også ufortrødent.
I sidste uge ændrede sitet ifølge mediapost.com således sine vilkår (Terms of Service) og tilføjede en klausul om reklamer.
Med-stifter Biz Stone skrev på sin blog, at ”Twitter vil lade døren så åbne for reklamer”, men det står endnu ikke helt klart, hvilke annoncemodeller, der arbejdes på.
Herhjemme har blandt andet Pepsi set lyset i brand-tweets – og bruger dem som grundsten på
virksomhedens danske hjemmeside.