Markedsføring har i december bedt et udpluk af årets Rambuk-vindere sætte ord på året, der gik – og året, der kommer.
I dag har Thomas Eskildsen, direktør, OMD i Aarhus, taget udfordringen op.
Vi spurgte ham, fordi han sammen med Hjaltelin Stahl i november vandt Media Strategi Prisen for casen ”Sådan rykker man et brand” for Krifa.
Den bedste kampagne i 2020 …
… kommer vi efter min mening først til at kunne hylde i 2021, da kampagner og marketing skal have en målbar effekt på den forretning eller den sag, de omhandler. Men den kampagne, der har rørt mig mest i 2020, er ”Flere end du tror” for Alkohol & Samfund. Nu har jeg set den flere gange, og kampagnen formår at røre mig, hver gang jeg ser den.
Årets største marketing-overraskelse var, da …
… Danmark lukkede ned. Vi så alle ind i et år fyldt med optimisme, og pludseligt fra den ene dag til den anden blev hjulene sat i stå. Det, der til gengæld glæder mig umådeligt meget ved den svære tid, var den måde, vi som branche holdt sammen. Mine kolleger løb stærkt for at sikre de bedst mulige løsninger, medierne var fleksible i en svær tid, som også var svær for dem. For eksempel i forhold til aflysninger, flytninger og forstærkninger. Heldigvis var der også mange annoncører inden for branchen, der valgte at fastholde deres aktiviteter, hvor det var muligt. En analyse af effekten under nedlukningen viste os, at det var en god beslutning.
" Jeg er privilegeret af at være omgivet af faglige fyrtårne.Thomas Eskildsen | direktør | OMD i Aarhus
Årets mest opsigtsvækkende marketing-jobskifte …
… er et godt spørgsmål. Jeg synes ikke, jeg kan fremhæve et navn, så jeg vil i stedet hylde nogle af de profiler, der ikke er skiftet. Jeg er privilegeret af at være omgivet af faglige fyrtårne, der har været hos OMD og Omnicom i helt op til 25 år. Og så må vi et år som i år ikke glemme alle dem, der desværre har været tvunget til jobskifte grundet COVID19. Jeg ønsker alle held og lykke med at finde den nye rette hylde.
Efter pandemien ramte, er jeg begyndt at …
… se mine kolleger betydeligt mere via Teams. Jeg savner den normale summen og samværet på kontoret, men på samme tid er jeg vildt imponeret over den omstillingsparathed, som mine kolleger har vist i 2020. Jeg håber, vi alle sammen skal se mere til hinanden i 2021 – blandt andet til Rambukken 2021.
I 2021 vil hele marketingbranchen tale om …
… COVID19 i datid – håber jeg. Under alle omstændigheder tror jeg, at vi vil tale om, hvordan vi sikrer agilitet på et stærkt struktureret fundament. Bevægelsen har været der i mange år, men 2020 har i form af COVID19 skubbet endnu mere til behovet. Og det, vi skal sikre, er struktur og retning på samme tid med den nødvendige agilitet. Noget andet, jeg er sikker på, at vi kommer til at tale om, er digital effektmåling. Vi skal til at navigere i en cookieløs verden. Og de metrikker og metodikker, der har været vores sandhed gennem mange år, skal gentænkes. De, der får nedbrudt siloerne og dermed skaber en holistisk tilgang, vil stå som vindere ved udgangen af 2021.
Se Thomas Eksildsens favoritkampagne fra 2020 her.