Det er åbenbart en udbredt misforståelse, at det danske fodboldlandshold er allemandseje. Det fortæller Maria Vegger Bjerrehus, juridisk konsulent i Dansk Erhverv til Politiken.
Hun og resten af Dansk Erhverv bliver op til store sportsbegivenheder med dansk deltagelse kontaktet dagligt af virksomheder, der gerne vil ”snylte” lidt på eksempelvis en VM-slutrunde og det danske landshold.
Men det er tilsyneladende ikke alle virksomheder, der søger juridisk rådgivning inden Agger, Bendtner og måske endda Dennis Rommedahl bliver en del af et reklamefremstød.
Dansk Boldspil Union (DBU) har op til VM i Sydafrika registreret 20 sager, hvor firmaer har brudt markedsføringsloven.
– Det er især i detailhandlen, problemet er størst, og vi ser alle former for krænkelser – lige fra virksomheder, der bruger DBU’s logo på indpakningen, til indkøbscentret, der reklamerer for sit center ved at iføre en model landsholdstrøjen. Problemet er bare, at mange af disse innovative tiltag oftest krænker en ret, vi har solgt til en anden virksomhed (…). Ofte er virksomhederne, der bryder reglerne, store eller mellemstore virksomheder, siger Thomas Jønsson, der er ansat som jurist hos DBU til Politiken.
Efter en opringning fra DBU fjerner virksomhederne som regel reklamer og slipper med at betale en mindre erstatning til DBU.
– Virksomhederne undskylder som regel for deres uvidenhed og betaler for krænkelsen. I enkelte tilfælde har vi været nødt til at gå rettens vej, siger Thomas Jønsson.
Kun officielle sponsorer af VM-slutrunden eller det danske landshold må kæde deres produkter sammen med billeder af landsholdsspillere, landsholdstrøjen, registrerede Fifa-varemærker som ”World Cup 2010” eller udlodde VM-billetter i konkurrencer.