Hvert år ved denne tid får omkring 250 kreativt interesserede danskere mulighed for – på forhånd – at se nogle af vinderne ved Cannes Lions-festivalen, der løber af stablen i Sydfrankrig i næste uge.

Det sker ved spåkugle-eventen, Cannes Predictions, der i praksis er en fremvisning af omkring 20-30 reklamefilm og cases, udvalgt af reklamenetværket Leo Burnetts folk i Chicago og i Danmark præsenteret af Creative Circle og TV 2.

Og Leo Burnetts folk har for vane at ramme imponerende godt med de kreative gætterier: Siden 1987 har deres ”Prediction Reel” rummet Grand Prix-vindere – så al sandsynlighed taler for, at deltagerne ved denne formiddags screening har kunnet beskue en Grand Prix-vinder eller flere. 

Igen i år havde Leo Burnett-folkene pillet lidt færre cases ud end vanligt. I 2012 rummede rullen hele 40 cases, i 2013 var der 35, sidste år 25 og i år var der blot 20 cases med (du kan se alle cases samlet under artiklen).

I år var der purpose-godbidder, masser af sportsstjerner og flere filmisk flotte bidrag bl.a. for Guinness og Beats By Dr. Dre.

Ingen af de udvalgte cases er danske, men en enkelt svensk er med blandt favoritterne – eller to kunne man fristes til at sige: Det drejer sig om Forsman & Bodenfors’ ”805 Million Names” for FN’s Fødevareprogram med fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovitz i front, og den humoristiske IKEA-reklame ”Experience the Power of a BookBook”.

Leo Burnett har valgt et par af deres egne cases ud til at være med på rullen: Den ene er i forvejen stærkt internationalt præmieret – Always #LikeAGirl-filmen for Procter & Gamble, der tidligere i år vandt både en Black og en White Pencil ved D&AD. I øvrigt den eneste film, der blev klappet af ved forestillingen. Og dertil en usædvanlig enkel, men genial argentinsk case for Samsung, ”SafetyTrucks”.

Herudover rummede årets rulle også et par andre kampagner, som allerede tidligere har gjort sig bemærket:

– Den tyske kampagne ”Nazis Against Nazis” for Center for Democratic Culture, der vandt en White Pencil ved D&AD i år

– Wieden + Kennedys ”The Other Side” for Honda

– Den britiske jule-kampagne ”Monty The Penguin” for John Lewis 

– Og en af denne signaturs favoritter: ”100” for Leica Cameras fra reklamebureauet F/Nazca Saatchi & Saatchi Sao Paulo.

Og værsgo: Må vi med tak til Creative Circle, TV 2, Leo Burnett og ikke mindst Reputation, der har sørget for at bringe rullen til Danmark, præsentere Cannes Prediction Reel 2015.