Aviser må gerne ringe til forbrugerne for at sælge abonnementer. Men ikke hvis forbrugeren er skrevet op på CPR’s liste over personer, der ikke ønsker markedsføring – den såkaldte ”Robinsonliste”.
Den regel har Weekendavisen ikke overholdt, idet en af avisens sælgere i slutningen af november 2011 ringede til en forbruger, som var tilmeldt Robinsonlisten for at sælge et abonnement. Den pågældende forbruger klagede over henvendelsen, så nu har Forbrugerombudsmanden meldt avisen til politiet.
Ifølge Forbrugerombudsmanden har avisen allerede ved en tidligere lejlighed fået indskærpet reglerne om telefoniske henvendelser, men denne gang er der altså tale om en decideret politianmeldelse.
Principielt må aviser – plus en række andre veldefinerede erhverv – godt ringe uanmodet til en forbruger for at sælge abonnementer. Også selv om forbrugeren ikke aktivt har bedt om opringningen.
Men hvis forbrugeren har skrevet sig op på Robinsonlisten – som det er tilfældet i den konkrete sag – er det ikke tilladt. Det gælder også, hvis forbrugeren har frabedt sig markedsføring direkte over for den erhvervsdrivende, fx sidste gang, der erhvervsdrivende ringede.
En avis, der vil ringe til potentielle kunder, skal således både undersøge sin egen liste over personer, der har frabedt sig henvendelser direkte over for den erhvervsdrivende, samt Robinsonlisten.
Det er CPR-registeret, der registrerer og udarbejder Robinsonlisten.