Det er svært at forholde sig neutralt til værdien af fx youtubere – bortset fra at nogle af disse såkaldte influenter har et formidabelt reach.
Det ved de hos Splay, Nordens største YouTube-netværk, der i al beskedenhed har 230 millioner afspilninger om måneden via 1.750 profiler på tværs af de sociale medier.
– Det må kunne bruges til et eller andet, tænkte de hos MTG, en af de ”gamle” broadcastere, da selskabet for nogle år siden investerede i Splay med en ejerandel på 81 pct.
Men der er jo en ”udfordring” – for nu at snakke konsulentsprog – ved at gå til markedet med nye værktøjer.
Kan det betale sig for virksomheder at investere i YouTube-markedsføring? Og hvordan tager mediabureauerne i mod de nye kanaler?
– De er interesserede, og vi arbejder hårdt men også ydmygt for at overbevise dem om, at youtubere og vore andre kanaler er vigtige, hvis man vil nå de 13-24 årige, der i stigende grad vender broadcast-tv ryggen, siger Victor Ljungberg, en af co-founderne af Splay, der blev etableret i Stockholm, men spredte sig til Danmark, Norge og Finland.
Målingerne af effekt mangler stadig
Endnu er målemetoderne ikke helt på plads, men det kommer, lover Ljungberg og den danske Splay-direktør Adrian Langer.
Mediabureauerne skal først overbevises, så det nøgne reach løftes ind i seriøse målinger, der rækker ud over ”followers” og ”visninger”.
Hvordan tackler Splay så professionaliseringen af deres medier?
Blandt andet ved at skabe eventen Guldtuben den 24. september, der er Danmarks største prisfest for de bedste youtubere, og som skal live-streames via Splays egne kanaler og Ekstra Bladet TV samt MTG-kanalen TV3+.
– Vi sigter efter at have 75.000 seere konstant under gallaen på tværs af kanalerne, hvilket er en tredobling i forhold til sidste år, hvor vi for første gang fejrede youtuberne, fortsætter Adrian Langer.
Sidste år skete det uden Ekstra Bladet og TV3+. I år er award-festen systematiseret på et helt andet niveau, nemlig via 12 priser, der findes af en YouTube-jury plus naturligvis seerne. Man er vel en demokratisk kanal.
Dan Turèll: ”Jeg elsker hverdagen”
Skal vi lege lomme-antropolog, er det unikke, at YouTube og tilsvarende sociale kanaler jo er helt anderledes end de utallige broadcast-shows, der sendes i æteren. Stjernerne på de sociale medier har opdaget, at Dan Turèll havde ret, da han med citatet ”jeg elsker hverdagen” hyldede det ordinære, det normale, det ikke forstillede og manipulerede.
De youtubere, der har størst reach og flest followers snakker jo ”blot” om deres dagligdag, om det der optager dem, og denne ”amatør-tilgang” har altså appel til et voldsomt stort segment blandt teenagere.
Men kan det sælge produkter? Og vil man, når kommercialiseringen er godt i vej, kunne klikke sig fra YouTube-visninger direkte ind til de fx de skateboards, H&M-kollektioner eller andet, der annonceres?
Det er ikke til at vide, men sikkert er det, at når teknologien tillader det, og når brands opdager effekten af kommunikationen, vil kanaler som YouTube være lige så seriøse, som broadcasterne er i dag.
PS: Splay har ikke uden humor lagt Guldtuben til Det Kgl. Teater, det 250 årige forum for den højere kultur. Her vil de nye, de unge, de sprælske i ærbødige rammer fortælle, hvem de nye stjerner er. Lad tæppet gå for fremtiden.