For to år siden var det en julekalender på Pinterest. Sidste år var Snapchat kampagnemedie – og så sent som i sidste uge kunne vi fortælle, hvordan Vero Moda havde succes med at etablere butiksstyrede, lokale Facebook-sider.

Og fra næste uge prøver mode-brandet atter engang kræfter med nye metoder på marketing-fronten.

Denne gang i form af et samarbejde med de tre kendte YouTubere, Julia Sofia, Carla Mickelborg og Simone Wullf.

Ideen er, at de tre piger over en periode på to uger hver skal style tre af deres fans, altså kreere ni makeovers i alt.

Derudover skal de tre videobloggere – eller vloggere – også indbyrdes samarbejde og desuden promovere styling-kampagnen på Instagram – og hos hinanden.

De tre YouTubere har tilsammen over 150.000 abonnenter – og inden for de seneste måneder tilsammen omkring 2 mio. views om måneden – så der er mulighed for både et seriøst reach og masser af engegement i målgruppen.

Thomas Bay, der er International Marketing Manager hos Vero Moda, siger:

– Vores målgruppe bruger i høj grad YouTube i hverdagen, og vi skal være, hvor vores målgruppe befinder sig. Vi har naturligvis vores egen kanal, men vi ønsker også et tæt samarbejde med nogle af dem, der klarer sig bedst på det sociale medie. Et site som YouTube giver mange muligheder for en sjov og anderledes tilgang til markedsføring, som fx det vi gør her.

Processen kræver tillid

Vero Moda lader det være helt op til vloggerne, hvordan de forskellige makeovers skal løbe af stablen, så der er naturligvis en del tillid involveret.

– Men disse piger forstår virkelig at bruge mediet, så vi er slet ikke i tvivl om, at det nok skal blive en succes. Det bliver sjovt for vloggerne at lave indholdet, det bliver sjovt for fansene at få muligheden for en makeover. Og for os bliver det sjovt at se vores trends og styles præsenteret på en ny og interessant måde, siger Thomas Bay.

Han og Vero Moda glæder sig til eksperimentet, men tør ikke helt spå om udfaldet:

– Da da vi aldrig rigtig har set noget tilsvarende, kan det være svært at spå om, hvilket outcome der skal være, men vi håber selvfølgelig på masser af engagement, fordi det i forvejen er kendetegnende for brugerne og målgruppen, siger han og tilføjer:

– Vi tracker jo alt, men i denne omgang handler det ikke primært om at promovere vores egne kanaler – det handler i langt højere grad om at være der, hvor vores forbrugere er og inspirere dem.

Kampagnen løber over cirka to uger og begynder i løbet af næste uge.

Du kan se de tre YouTuberes vlogs her, men det er altså først i næste uge, at de styler for Vero Moda.

Julia Sofia – 84.500 abonnenter – 14 mio visninger

Carla Mickelborg – 28.000 abonnenter – 1,6 mio. visninger 

Simone Wulff – 44.000 abonnenter – 3 mio. visninger.

Er du interesseret i at høre mere om, hvordan man som brand kan samarbejde med Youtubers, kan du på konferencen Digital Copenhagen møde to af pigerne, der er omtalt i artiklen her.