Da Zupa købte sig ud af Recommended var det med ønsket om en afbalanceret tilgang til kreativitet, hvor de klassiske reklamediscipliner blev betragtet på lige fod med bl.a. digital og direct marketing.

Nu er bureauet inde i en periode, hvor der igen skal oprustes, og de nye medarbejdere afspejler i høj grad ønsket om finde den rigtige balance mellem de forskellige kreative discipliner.

– Vi tror på det afbalancerede som udgangspunktet for en ny type lead-bureau, hvor prioriteringen af indsatsen har betydning for, hvordan en marketingudfordring skal løses, lyder det fra partner og kontaktdirektør Petter Pablo Sommerfelt-Venegas.

– Der er stadig en tendens til, at de traditionelle reklamebureauer står for den store idé, og først bagefter aktiverer de digitale bureauer platformen og direct-bureauerne går i gang med den – oftest taktiske – dialog med kunderne. Helt grundlæggende er det det, vi gerne vil udfordre. Vi tror stadig på den rigtige ide – men vi tror på, at den kan opstå overalt. Og det kræver et bredt hold og en åben tilgang, fortsætter han.

Bred oprustning

Det kommer også til udtryk, når man ser på de nye navne hos Zupa. Den første er Lene Semberlund, der får titel af Account Director. Hun kommer senest fra en stilling som kontaktchef hos Responsive, hvor hun har siddet med kunder som Realdania, Kræftens Bekæmpelse og L’EASY.

Hun kommer til Zupa med stor erfaring indenfor digitale ydelser, data driven marketing og kommer fra første dag til at håndtere en række kunder.

Derudover har Zupa styrket kontaktafdelingen med Peter Bak, der har en fortid hos blandt andet Ernst & Young, Co+ og Kunde & Co. Han har igennem de seneste år fungeret som konsulent, men kommer på Zupa til at have konkret kundeansvar som Account Director.

Thomas Møller er startet som seniorkonsulent og skal styrke rådgivningen inden for blandt andet CRM, marketing automation og 1:1-kommunikation.  Han har mange års erfaring med CRM, digital og direct kommunikation efter fem år hos Wunderman og har tidligere arbejdet for bl.a. Adtomic.

Ny Senior Art Director

Den fjerde på listen over nyansættelser er Peter Dubienko, der er hentet ind som Senior Art Director. Han har arbejdet med kreativ konceptudvikling i 12 år og har tidligere været på bl.a. Saatchi & Saatchi, BBDO og senest Ogilvy.

– Peter er en god fyr. Og så er han dygtig. God på koncept og idé – og med en god digital forståelse. Men faktisk var det vigtigste, at Peter forstod, hvor vi gerne vil hen og havde en meget åben tilgang til vores måde at arbejde på, siger Flemming Holm, kreativ direktør og partner i Zupa.

Som rosinen i pølseenden har Zupa ansat Viktor Smàri som udvikler. Han har tidligere været hos HTML24 og Apple, hvor han har arbejdet med den nyeste web-teknologi. Som en fast del af udviklingsholdet skal hans tekniske profil styrke Zupas digitale kerne.

– Vi glæder os selvfølgelig over at have hyret nogle dygtige folk, der alle sammen er oprigtigt interesserede i vores måde at anskue verden på. Nu handler det så om at turde udleve det i hverdagen, så vi lever op til vores ambitioner om at udfordre både kunderne og os selv, slutter Petter Pablo Sommerfelt-Venegas.