Det digitale bureau Novicell, der for kort tid siden åbnede kontor i København, har hyret en erfaren kreativ.

Det drejer sig om Mogens Elhauge, der kommer fra en stilling som kreativ direktør hos det hedengangne Zupa Recommended. Den kreative oprustning betyder dog ikke, at Novicell nu skal til at være full service-bureau, lyder det fra Per Kirchner, adm. direktør i Novicell, i en pressemeddelelse.

– Vi styrker vores kreative kompetencer, men vores fokus er stadig primært digitalt. Vi erkender dog også, at grænsefladerne ikke er så sort-hvide, som de tidligere har været. Så den erfaring, som Mogens kommer med fra bureaubranchen, vil være værdifuld i forhold til at levere cross channel-ydelser på tværs af medier og platforme, siger han.

Ikke så stort et spring

Mogens Elhauge selv er glad for de nye udfordringer inden for det digitale område.

– Min interesse har altid været det digitale, så skiftet til Novicell er for mig bare endnu et skridt i den rigtige retning mod at lave kommunikation og forretning i en digital verden, siger Mogens Elhauge, som tilbage i 2006 tog initiativ til oprettelsen af det, som dengang hed Recommended Interactive, en afdeling med 13 digitale medarbejdere.

Derfor føler han sig heller ikke så fremmed i den nye stilling.

– Det er i virkeligheden bare en stor fornøjelse at være en del af et stort digitalt hus, som giver en helt anden vægt bag ordene, når vi tager ud til kunderne og fortæller om vores digitale visioner. Og allerede nu efter få dage hos Novicell står jeg midt i nogle meget store, digitale projekter, som jeg aldrig kunne have solgt fra et reklamebureau, siger Mogens Elhauge.

Blandt kunderne, som er kommet ind efter ansættelsen af Mogens Elhauge, er blandt andre Fårup Sommerland og BKI Kaffe.