- Vi var nødt til at fejre det behørigt i går (torsdag, red)… Det har været en lang proces, men vi lukkede den i går. Det var noget nervepirrende. Jeg har det som om, at det er blevet muligt at have mel i munden og blæse på samme tid. Jeg er henrykt, siger Ulrik Bo Larsen.

Hans stemme er en smule rusten, da Markedsføring taler med ham dagen derpå for salget af it-selskabet Falcon.io, der i 2010 blev stiftet af blandt andre den i dag 41-årige Ulrik Bo Larsen, og som leverer SoMe-værktøjer til virksomheder. Køberen er den amerikanske koncern Cision, der, ifølge Markedsførings oplysninger, har betalt ca. 800 millioner kroner for Falcon.io.

Hvorfor sælge sit livsværk – er det af nød eller lyst?

- Jeg tror ikke, det kun er det ene eller det andet. Det var det rigtige at gøre. Hvis man ikke udvikler sig, er man i gang med afvikling. Vi var i en situation, hvor vi var i top fem. Det var egentlig ikke planen at sælge hele butikken, men det viste sig at være det rigtige at gøre, så vi kan blive den førende spiller i verden.

- Vores nye finansielle situation giver os markant flere muskler og mulighed for eventuelle nye opkøb. Jeg kan ikke sige så meget andet, end at den her handel, var den mest oplagte i forhold til, hvad der venter i fremtiden, siger Ulrik Bo Larsen, som dermed tror på fortsat konsolidering.

Hvordan vil kunderne kunne mærke salget?

- Som udgangspunkt vil de ikke kunne mærke nogle ændringer. Vi fortsætter som hidtil, men vi kigger selvfølgelig på, hvilke lavthængende frugter vi kan høste allerede nu. Der er ikke nogen ændringer eller nye tiltag på vej på den korte bane, men det er klart, at der med denne handel bliver investeret yderligere i vores kerneprodukter, siger han. 

Vokseværk og underskud

Falcon.io har siden selskabet blev født i 2010 haft vokseværk. I dag beskæftiges ca. 250 mennesker, der er kunder i hele verden, men overskud har der ikke været endnu. Seneste regnskab for 2017/2018 viser et nettoresultat på minus 42,3 millioner kroner.

Over de seneste tre år har Falcon.io således leveret et samlet underskud på ca. 212 millioner kroner. 

Hvornår begynder I at tjene penge?

- Indtil nu har vi haft fokus på vækst. Jeg synes, at handlen er et vidnesbyrd om, at det var det rigtige at gøre. Nu kan vi vækste yderligere. Men vi skal være profitable i 2019. Det er også det, som Cision har købt ind i. Det var altså vores plan at blive det – også uden Cision. Men sammen med Cision kan vækstraterne blive større og gå hurtigere.

Der er mange beløb i cirkulation. Hvad er salgsprisen?

- Det må jeg ikke sige noget om. Men når man har mange venture-aktionærer, så er der fokus på prisen - og jeg kan sige, at alle er glade. 

Du ejer selv mellem 15 og 20 procent og høster en pæn gevinst. Hvad skal du bruge pengene på?

- Jeg har ingen konkrete planer om nyanskaffelser på baggrund af det her. Men der er ingen tvivl om, at jeg er utroligt privilegeret. Og det er selvfølgelig forjættende at vide, at jeg har mange muligheder i forbindelse med at bygge virksomheder uden at skulle spørge om penge i fremtiden.

Du fortsætter som direktør, men historien har vist, at det langt fra altid går i det lange løb. Hvad tænker du om det?

- Jeg er fuldt committed til det her projekt. Vi spiller nu i the major league, og jeg og teamet vil kunne se den løsning, vi har skabt, opnå en førerposition sammen med Cision. Det er utroligt motiverende for en stifter at få mulighed for dette. Lige før talte jeg med vores Group CEO om, hvordan vi sammen skal overtage verdensherredømmet. Jeg må knibe mig selv i armen, slutter Ulrik Bo Larsen.