Fire unge, kreative teams fra henholdsvis Robert/Boisen & Like-minded, UncleGrey, MediaCom Beyond Advertising og Grey London er valgt ud til at deltage i Young Lions-konkurrencen i Cannes til sommer.

Konkurrencen er en del af den internationale festival med det fulde navn Cannes Lions International Festival of Creativity, populært kaldet VM i reklame, som i år løber af stablen for 65. gang.

Danmark har i år fået tildelt pladser i følgende fire kategorier: Print, Digital, Design og Film - og det er Creative Circle og TV 2, der står bag udvælgelsen af de fire teams, som er:

- Niklas Hultquist og Frederik Voetmann fra Robert/Boisen & Like-minded, der skal konkurrere i Print

- Jesper Sichlau og Andreas Arnaa fra MediaCom Beyond Advertising, der skal konkurrere i Film

- Thorbjørn Kragh og Christine Jensen, netop ansat på Grey London, der skal konkurrere i Digital  

- Cecilie Jelstrup og Marie Frederiksen fra UncleGrey, der skal konkurrere i Design.

Tager opgaven alvorligt

Hos Robert/Boisen & Like-minded fortæller Niklas Hultquist og Frederik Voetmann, at de er glade og meget beærede over at være valgt ud.

- Vi har tit sendt lange blikke fra La Gold Plage mod palæet, så det bliver fedt at få en mere faglig vinkel på Cannes Lions i år. Vi glæder os selvfølgelig umanerligt meget, siger de to samstemmende og tilføjer om kategorien:

- Print-kategorien hylder den simple idé, noget der tit kan gå tabt i diskussioner om omnichannel og always-on strategier.

Og opgaven tages alvorligt:

- Det er en stor ære at repræsentere Danmark. Derfor har vi bl.a. lagt en no rosé-policy indtil vi er færdige med konkurrencen. Derfra skifter vi til en all-rosé…, lyder det fra de to unge herrer, som i øvrigt ikke er uvante med at vinde priser for deres arbejde – hvilket du kan forvisse dig om her.

Vokset op med ansvar

Samme glæde og forventning finder man hos Andreas Arnaa og Jesper Sichlau fra MediaCom Beyond Advertising:

- Cannes Lions er et fantastisk inspirerende sted, som vi oplevede, da vi gik på 2. år af Kreativ Kommunikation. Nu vender vi tilbage som deltagere – og vi er beærede. Og allerede nu fokuserede. Vi skal møde de bedste unge kreative fra hele verden, siger Jesper Sichlau.

Han suppleres af Andreas Arnaa:

- Vi tager både ansvarsfølelse og gejst med os fra MBA. Fra første dag i den kreative enhed i MediaCom har vi haft ansvar, som vi er vokset med. Og udfordrer-rollen i MBA gennemsyrer alle 30 medarbejdere.

Jesper Sichlau og Andreas Arnaa var i øvrigt – sammen med makkeren Christina Anaya –med til at vinde sidste års TV 2 Adwars, Publikumsprisen på Zulu, med Pakkeboksen for VW Up.

Spændt på oplevelsen

Hos UncleGrey når Cecilie Jelstrup og Marie Frederiksen lige i farten at få fortalt Markedsføring, at de lige som de øvrige deltagere glæder sig til oplevelsen i Cannes:

- Vi er sindssygt glade og stolte af at blive valgt ud, fordi vi ved hvor mange seje, unge kreative der er derude. Vi er meget spændte på at deltage i konkurrencen, siger de og tilføjer, at der forhåbentlig også bliver plads til en masse sociale oplevelser:

- Og så glæder vi os selvfølgelig til drikke lidt for meget rosé.

De to kreative er som de øvrige danske teams heller ikke uvant med priser: Sidste år vandt de fx en af de meget fornemme blyanter (sølv) ved D&AD New Blood-konkurrencen med deres case Quick Crits.

Noget at leve op til

Det fjerde team, der er udvalgt til Young Lions - Christine Jensen og Thorbjørn Kragh Liljegren, der i dag sidder hos Grey London - er som deres med-kombattanter til sommer allerede kendte navne, når det gælder internationale awardshows i branchen.

Sidste år vandt de således bronze ved D&AD New Blood-konkurrencen med deres case Give Me Human Truth for Adobe, og i 2016 var de som studerende ved DMJX shortlistede ved Future Lions for deres Pedigree Health Chip  for Pedigree.

- Det er et kæmpe skulderklap og det giver virkelig energi og lyst til at blive ved med at knokle kreativt, lyder det fra de to Grey London-kreative.

Og på spørgsmålet: Hvor meget glæder I jer?, lyder svaret fra Thorbjørn Kragh Liljegren og Christine Jensen:

- Hørskjorten er allerede knappet ned!

Og der er da også noget at leve op til i år for de fire danske kreative teams: Sidste år tog Fie Lyster og Casper Mandrup fra Publicis Media, således sølv med hjem til Danmark i Cyber-kategorien.

Træning af fremtidens vindere

Ud over de fire unge bureau-teams, der skal konkurrere ved Young Lions til sommer, er også en ung studerende udvalgt til at repræsentere Danmark ved det eftertragtede fem-dages træningsforløb, Roger Hatchuel Academy, der hvert år afholdes i forbindelse med Cannes Lions.

Det drejer sig om Nadia Vejrum Uhler, der læser Grafisk kommunikation på Skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev, og her er forventningen glæde også stor:

- Det er en kæmpe validation og klap på skulderen i forhold til mit arbejde, og jeg tror det kommer til at betyde meget for mig rent fagligt. Jeg tænker altid fremad i forhold til min uddannelse og karriere, og jeg tror det her kommer til at blive et ekstra plus både fagligt og personligt, siger Nadia Vejrum Uhler.

Cannes Lions præsenterer selv Roger Hatchtuels Academy under mottoet Training the Lion Winners of Tomorrow, og der er tale om et fem dages-forløb, som hvert år giver et hold studerende fra hele verden mulighed for at boltre sig intensiv branche-viden, serveret af gæstelærere fra øverste kreative hylde.

De deltagende studerende får således en uge pakket med værdifuld viden - plus fuld adgang til Cannes Lions-festivalen.

Hvor meget glæder du dig?

- Jeg har det som en blanding af “shit, jeg er overhovedet ikke voksen nok til at tage afsted alene, og være sammen med en masse cool og dygtige mennesker” og “jeg er en independant woman, som bare skal overtage Cannes”, siger Nadia Vejrum Uhler og tilføjer:

- Jeg glæder mig utroligt meget, måske endda mest til at fortælle min mor at jeg er blevet valgt, hun bliver simpelthen så stolt.

Læs mere om Young Lions-konkurrencen her - og om Roger Hatchuel Academy her.