Det er ikke hver dag, et dansk bureau kan prale af at have bidraget til en årlig værditilvækst på 100 procent på et af de brands, de arbejder for.

Det kan Advance imidlertid. Her er historien:

Tilbage i 2002 arbejdede Advance med Compeed-plastrene, som dengang var ejet af Coloplast. For at udnytte produktet og brandets potentiale på forbrugermarkedet valgte Coloplast at sælge Compeed brandet til den amerikanske koncern Johnson & Johnson.

Pressemeddelelser og medieomtale fra den gang fortæller, at prisen var i størrelsesorden nogle 100 millioner kroner.

Og logikken var klar: Coloplast producerede kvalitetsplastrene og Johnson & Johnson stod for salg og markedsføring - og så markerede salget jo nok også et farvel til Compeed-brandet hos bureauet på Landemærket.

Men sådan skulle det ikke gå.

En stor rolle

For selv om Johnson & Johnson historisk havde arbejdet med de store internationale bureaunetværk - og det derfor lå i kortene, at det også ville gælde Compeed - så havde den globale virksomhed set de effektive løsninger, Advance allerede havde lavet.

Og man valgte derfor at fortsætte med bureauet.

Siden kom Advance til at arbejde med Compeed i mere end 15 år, og det danske bureau har stået bag stribevis af produktlanceringer på næsten alle europæiske markeder.

I perioden er brandets styrke og omsætning kun gået en vej: Compeed er i dag det bedst sælgende vabelplaster i Europa.

Og som bureau og ”brand-vogter” har Advance derfor spillet en stor rolle i det faktum, at brandværdien - dokumenteret ved et nyligt salg til franske HRA Pharma for 1 mia. dollar - er mere end 20-doblet i løbet af de 15 år.

En lykkelig slutning

Og nu kunne historien ende ulykkeligt, men det gør den ikke:

Creative Director og partner hos Advance, Gavin Mulligan, som har været den ledende kreative kraft i Compeed arbejdet, siger:

- Vi elsker Compeed-brandet og dets muligheder. Og vi har været så privilegerede, at vi har fået lov til at forsætte rejsen sammen med HRA Pharma, som har store ambitioner for brandet.

CEO og partner Claus Wittenborg supplerer:

- Compeed er på mange måder symbolet på den måde, vi gerne vil arbejde med kunderne. Et tæt samarbejde, hvor vi hele tiden arbejder med brandets position, nye produkter og integreret kommunikation, siger han og tilføjer:

- Fordi vi har kunnet skabe stærke resultater, har man samtidig fået øje på os i Johnson & Johnson og i dag arbejder vi med fem brands på europæiske markeder og er en etableret partner.

Advance har eksisteret siden 1970’erne og beskæftiger mere end 60 medarbejdere.
 
Udover Compeed arbejder Advance også med bl.a. Ipren og Piz Buin, der ejes af Johnson & Johson, samt LEGO, Coloplast, Widex, Chr. Hansen, If, DOT m.fl. 
 
Godt 80 procent af bureauets opgaver er internationale.