Ved verdens største årligt tilbagevendende begivenhed i den internationale reklamebranche, Cannes Lions, præsenterede en ung marketinguddannet dansker i juni 2015 sit nye projekt for en begejstret skare af tilhørere.

Navnet på den unge mand var Philip Bock, og navnet på produktet var Sponsta; en influencer-platform, der matchede brands med relevante Instagram-stjerner.

Præsentationen gik forrygende, og inden for kort tid havde en række markante internationale og danske brands, heriblandt McDonald’s, DSB og Microsoft, bidt til bolle, ligesom reklame- og mediebureauer som OMD, Isobar og Mindshare prøvede platformen af.

Men et Skype-møde med Facebook, der jo ejer Instagram, et lille års tid efter, satte midlertidigt en stopper for Philip Bock og medstifterne Daniel J. Mierzwinski og Bo Winthers drømme om at erobre verden med platformen.

– Vi fik at vide, at de ville fjerne vores API-adgang til Instagram. Det trak tæppet væk under vores forretningsmodel, hvilket selvfølgelig var et tilbageskridt, men vi var alligevel ved at genoverveje den, så det gjorde bare beslutningen enklere, siger Philip Bock.

Hvorfor?

– Stort set alle, vi mødtes med, var meget begejstrede for platformen, men der var meget få, der rent faktisk købte adgang til den, så vi besluttede os for at sadle om, siger Philip Bock.

Sponsta blev til Supervisual

Resultatet blev en ny strategi for virksomheden. Kort fortalt gik Sponsta fra at være en influencer-platform til at blive et værktøj, der skal hjælpe brands og bureauer med at fremstille indhold til sociale medier ved at forbinde dem med 5.000 kreative i 140 lande verden over.

– Hvis du fx er et modebrand, der har brug for billeder eller videoer af dit produkt, så kan du ved hjælp af platformen i løbet af kort tid have fem dygtige fotografer, som du selv har valgt, i gang i fx Melbourne, København, Stockholm, New York og Singapore, siger Philip Bock, der fra sine år i bureaubranchen ved, hvor tung en proces det kan være at få taget gode billeder til en kampagne.

– Det er ofte både dyrt og langsommeligt. Det har mange brands slet ikke tid til i dag, hvor de sociale platforme stiller nye krav til såvel antallet af gode billeder som hastigheden, de kan fremskaffes med, siger Philip Bock, der melder om stor interesse for platformen fra brands og de bureauer, som Supervisual også ønsker at samarbejde med.

– Vi samarbejder bl.a. med hummel og Ecco, men vores gennembrud har vi fået blandt internationale ur-brands, siger Philip Bock.

Hvordan er det lykkes?

– Det begyndte med, at vi samarbejdede med Montblanc og så fulgte et par lidt mindre kendte ur-brands trop.

- Da en af vores kontakter så spurgte os, om vi kom til Baselworld i Schweiz, der er ur-branchens svar på reklamebranchens Cannes Lions, kiggede vi på hinanden, bookede flybilletter, købte en iPad til en præsentation og tog af sted, siger Philip Bock.

Og det fortryder iværksætterne bestemt ikke. Da messen var ovre, havde de afholdt 15 møder, som førte til tre nye ur-kunder. I dag har Supervisual 10 store ur-brands på kundelisten.

– Vi mødtes blandt andet med Tissots marketingansvarlige, som efter en kort præsentation af vores produkt på iPad’en straks blev kunde, siger Philip Bock.

En lys fremtid?

Supervisual har stort set fra begyndelsen haft stærke pengemænd i ryggen. Få måneder efter lanceringen i 2015 modtog virksomheden således den første investering fra to business angels, Tommy Ahlers, tidligere CEO i Podio og ZYB, og Andreas Rasmussen, managing partner i Nodes.

Senere skød Lars Seier Christensen også penge i virksomheden, og i forbindelse med navneskiftet blev Supervisual tilført frisk kapital endnu engang af investorkredsen, der var blevet udvidet med reklame-veteranen Søren Kenner og Jakob Langemark, CEO i Hello Group, der for nylig blev en del af North Alliance (NoA).

Han ser lyse fremtidsudsigter for iværksætterne:

– Der er et enormt stort potentiale i Supervisual. Brands har i stigende grad behov for godt content, så der er behov for smartere og mere økonomiske løsninger ift. at levere dette og det mener jeg, at Supervisual er lykkedes med at lave. Efter min mening er stock-foto’et på retur til fordel for indhold, der har en mere redaktionel stil.

Han mener ikke, at det længere dur at have kedelige, sterile produktfotos på hjemmesiden, på de sociale medier, i e-mails og i digitale reklameformater. De fleste brands har i stedet brug for et ”autentisk lifestyle udtryk” – og med Supervisual kan bureauerne hjælpe deres kunder i den retning på en kosteffektiv måde, mener han.

– Med Supervisual får bureauet adgang til 5.000 content creators i hele verden og de nødvendige værktøjer til at arbejde sammen med dem. Det betyder to ting:  Bureauet kan tilbyde deres kunder noget, de ikke kunne før pga. det globale netværk, og de kan effektivisere deres arbejdsgang på grund af de værktøjer, Supervisual tilbyder. Det er den korte og simple forklaring på, at jeg har valgt at investere i platformen, slutter Jakob Langemark.