Det danske app bureau Nodes har solgt networking-app’en ”Grip” til den engelske Artificial Intelligence virksomhed Intros. Bag Intros står prominente navne som Brent Hobermann, stifter af Lastminute.com og verdens største konference-arrangør Reed Exhibitions.

”Grip” er desuden solgt videre til Cannes Lions-festivalen som den officielle networking-app. Ideen til ”Grip” opstod, da de danske partnere i Nodes stod foran deres første tur til den årlige Cannes Lions festival i 2014.

– Som til alle konferencer var vores udfordring at komme i dialog med de rigtige deltagere og ikke bare dem, vi tilfældigt stødte ind i. Dermed opstod ideen til at kombinere det populære og simple Tinder-format med professionel networking, siger Andreas Rasmussen, Managing Partner i Nodes.

Selvom ideen var simpel tog app’en hurtigt fart og blev blandt andet omtalt på det anerkendte tech-medie Techcrunch.

I år vender Grip så tilbage til sit undfangelses-sted i fuldvoksent format, da app’en danner grundlaget for den officielle networking app for alle 15.000 Cannes Lions deltagere på tværs af delegationer og nationaliteter.

Corporate entrepreneurship

Hele projektet omkring Grip har for Nodes været en måde at tage sin egen medicin omkring ”løbende app-udvikling og disruption af eksisterende processer,” som Rasmussen formulerer det.

– Vi oplever, at mange større virksomheder har stort fokus på, hvordan de kan udvikle på nye og mere agile måder at sikre hurtigere time-to-market, og samtidigt forsøge at disrupte sig selv og deres forretning, før en startup gør det.

– Vi følte, at vi gennem arbejdet med Grip som vores egen startup kunne få endnu tættere indblik på de dynamikker det kræver fra et kundeperspektiv, fortsætter Andreas Rasmussen.

Grip føres nu videre ud af London af Intros, der samtidigt skifter navn til Grip og gør Grips nuværende direktør, hollænderen Tim Groot, til CEO for hele virksomheden.

Hvis du selv skal til årets Cannes Lions, og ønsker at få mere end blot Rosévin ud af turen, kan du downloade networking applikationen her: