De sidste skal blive de første, står der i den gode bog, og så ved vi, det er sandt.

Bedst som dansker-tørken i Cannes så værst ud, faldt to smukke dyr med manke ned i den danske turban.

Finest er guldløven til Very i moderkategorien Entertainment, tidligere den store Content kategori, som Cannes-ledelsen sendte til numerolog og dermed fik anbefalet et navneskifte.

Men det er stadig content, det handler om, og ”The Family” er Verys bidrag til markedsføringen af Ford. Det er i øvrigt New Land Copenhagen, der har produceret, instruktør Daniel Kragh-Jacobsen og manuskriptforfatter Anna Ingeborg Topsøe har udviklet ideén, Mindshare er mediabureau, og Be On har seedet filmen. 

– Vi er en lille smule overraskede, men også stolte og ydmyge over for Awarden. Nu skal vi lige lande og fordøje det, for det er jo en meget fin anerkendelse af vores arbejde, siger Thomas Bjerg, stifter af Very Agency.

Det er første gang, I sender noget ind til bedømmelse i Cannes. Hvorfor?

– Fordi vi er vokset på seniorniveau, og nu føler vi, at vi er modne. Det er en case, vi er meget stolte af, og vi føler også, at vi har været modige fra start.

Prøv at uddybe?

– Vi arbejder meget ud fra at se ”rummet” i et nyt lys. Altså dette er bilreklame set fra en ny vinkel. Vi har sat familiens rum på agendaen, og vi er meget taknemmelige for, at juryen har set og kvitteret for det, slutter Thomas Bjerg.

Kategorien havde 1.843 indsendelser fra hele verden, 202 kom i finalen. Der blev uddelt 61 løver - haraf var blot de otte af guld, så der er al mulig grund til fest hos Very, Ford, Mindshare, New Land og Be On.

Tredje løve til UncleGrey

I kategorien Entertainment for Music vandt UncleGrey sin tredje bronzeløve i år. Denne gang for Canon Gig App-casen - et arbejde, som tidligere har vundet masser af international hæder i andre kreative awardshows.

En næsten-dansk sølvløve faldt i sub-kategorien Entertainment for Music. Den gik til Grey Singapore, der havde valgt den danske organisation Folkekirkens Nødhjælp som partner i deres ”Grey for Good” indsats, altså netværkets CSR-arbejde.

Det er det fuldstændig hjerteskærende arbejde, der hedder ”Never Walk alone” eller som den måske er bedre kendt som: ”Clear the Pitch”, hvor man ser et samlebånd rulle forbi, og hvor vi ikke opdager, at en af boldene er en bombe.

Musikken er Liverpool-slagsangen, ”You’ll Never Walk Alone”, i en re-mastered version, og de, der ikke berøres af den film og musikken, er kolde som fisk.

En kamp, der ikke kan vindes

Desværre for Very og Ford var de oppe mod en mastodont, New York Times, der har brugt millioner af dollar på Virtual Reality projektet ”The Displaced”, hvor det gamle analoge medie omfavner de nye tider ved at følge tre børn, der symboliserer de 50 millioner flygtninge, med et 3D-kamera.

– Den slags redefinerer content, og skaber kultur. Denne kommunikation løfter ikke alene brandet, men skaber i den grad business, sagde jurypræsident Jae Goodman, CCO hos CAA Marketing.

New York Times arbejdet vandt også en Grand Prix i Mobile for selve app’en bag deres forsøg på at vise, at de er med, hvor det sner, men tilbage står at vise, at de også leverer, når langt det meste content er de skrevne ord.

To Grand Prix’er til musikken

I musik-kategorien uddeltes to Grand Prix’er, der var vidt forskellige. En kæmpelang musikvideo gik til Beyoncé, hvor hun udfordrer sorte kvinder, herunder sig selv, og hele Amerika.

– Beyoncé skubber til kvinder inden for musikken med både billeder og musikken, og det er meget modigt af en kunstner, der allerede er et verdensnavn. Her går hun planken ud, sagde jurypræsident Josh Rabinowitz, Grey New Yorks musikdirektør.

Den anden Grand Prix gik også til en hjerteknuser, hvor en tysk supermarkedskæde, Edeka, med ”Home for Christmas” fik mange tusind tyskere til at bruge ekstra tid med familien.

Det er giganten Jung von Matt i Hamburg, der har skabt kommunikationen, og som i øvrigt har vundet andre awards i tidligere beskæringer. Men det gør ikke budskabet let at se uden at få fugtige øjne.

Lidt løve-fakta

Det er ikke ofte, at et dansk bureau vinder en guldløve ved Cannes Lions-festivalen:

2016: Very Agency med ”The Family” for Ford i Entertainment.

2012: UncleGrey med ”The Liberation” for Only i Cyber.

2008: Saatchi & Saatchi for Sprite i Radio.

2006: To guld til Framfab for Nike i Cyber.

2004: Y&R i Direct for Unicef.

2002: Saatchi & Saatchi for Audi "Rusted" i Outdoor.

Desuden vandt de geniale Cyber-specialister fra Framfab med bl.a. Lars Bastholm tre Grand Prixer i 2000, 2002 og 2003, alle tre gange i Cyber.